Steffen Jensen: Ligner militærkup
Situationen i Egypten udvikler sig minut for minut og ifølge TV 2s mellemøstkorrespondent, Steffen Jensen, tyder meget på, at en form for militærkup har fundet sted.
"Stemningen hernede er mere og mere som om, et militærkup har fundet sted. Befolkningens utilfredshed med styret har fået militæret til at overtage landet. Der er militærfly i luften, der er kampvogne, der er rullet ind i byen. Dem der har magten i Egypten i øjeblikket, det er militæret, og folket vil af med præsidenten," rapporterer Steffen Jensen fra Kairo.
Troppeforstærkninger er sendt til det centrale Kairo, hvor stadig flere demonstranter samles og jagerfly har overfløjet demonstranterne i lav højde, siger øjenvidner.
Broderskab bakker op om ElBaradei
Det er samtidig kommet frem, at Egyptens Muslimske Broderskab og andre oppositionsgrupper støtter op bag den fremtrædende oppositionsfigur Mohamed ElBaradei som forhandlingsleder med præsident Hosni Mubaraks trængte regime
Det siger en islamistisk leder i Kairo.
"Den Nationale Koalition for Forandring, som omfatter adskillige oppositionsbevægelser - deriblandt det forbudte Muslimske Broderskab - har givet nobelfredsprismodtageren ElBaradei bemyndigelse til at forhandle med myndighederne," siger Saad al-Katatni.
"Hele oppositionen er samlet i en blok mod præsident Mubarak. Sagen er bare nu, at præsident Mubarak formentlig ikke længere er den, der har magten. Det er formentlig i dag den nyudnævnte vicepræsident, den tidligere efterretningschef, Omar Suleiman, der er den nye egentlige magthaver," vurderer Steffen Jensen.