Udland

Tusinder demonstrerer mod regering

Mange tusinde tunesere samledes rundt om i landet i dag for at demonstrere mod landets nye regering. Flest i hovedstaden Tunis, hvor også mange politibetjente og soldater gik med på demonstranternes side.

I landsbyen Requeb indledte godt 800 indbyggere en protestmarch mod hovedstaden 280 kilometer nordpå.

Indbyggerne kræver, at alle politikere fra den afsatte præsident Ben Alis regering træder tilbage fra den nye regering.

Artiklen fortsætter under playeren.

Kravet er en følge af, at den første demonstrant, der omkom under oprøret mod Ben Ali, faldt for sikkerhedspolitiets kugler i byen.

I Tunis krævede demonstranter, at den ny regering træder tilbage, og at Ben Alis parti opløses. Demonstranterne retter især kritik mod den fungerende premierminister Mohammed Ghannouchi, der har bevaret sin post trods fjernelsen af Ben Ali fredag i sidste uge.

Ghannouchi har lovet, at han træder tilbage og trækker sig ud af politik, når han har arrangeret et demokratisk valg i landet. Han har dog ikke sagt, hvornår valget skal afholdes, men lovet, at det bliver inden for seks måneder.

"Premierministre fortsætter den gamle tone. Men vi er ikke i nogen normal situation," siger oppositionsledere Mustapha Ben Jaafar, der er formand for partiet Demokratisk Forum for Arbejde og Frihed.

Lørdagens demonstrationer tiltrak færre deltagere end i de foregående dage, og de fleste protester forløb uden voldsepisoder.