Udland

Øjenvidne: Der er masser af politi

Store dele af det centrale Stockholm er afspærret efter en selvmordsbomber lørdag eftermiddag omkring klokken 17:00 sprængte sig selv ihjel. Det fortæller Philip Egea Florens, der er freelancekorrespondent i Stockholm til TV 2 News.

"Der er store dele af den indre by, der er spærret af. Man kan gå ret tæt på, og der er ret mange mennesker, der stopper op og stiller spørgsmål til politiet," siger han, og forklarer, at selvmordsbomberens bombe gik af kun 50 meter fra det der svarer til Københavns Strøg.

Og det kunne være endt fatalt, fortæller han videre.

"Politiet siger, at hvis han var nået lidt længere og var alle bomberne eksploderet, så havde det været en massakre," siger han.

Ifølge svenske medier havde selvmordsbomberen seks rørbomber på sig, hvoraf det kun var den ene der gik af. Derudover havde han en taske, der var fyldt med søm.