Udland

20.000 flygter fra kampe i Myanmar

Omkring 20.000 mennesker er flygtet fra Myanmar til Thailand for at undslippe kampe mellem regeringssoldater og forskellige etniske oprørsgrupper fra blandt andet karen-folket. Konflikten er fulgt i kølvandet på landets første valg i 20 år.

Solidaritetsunionen- og Udviklingspartiet (USDP), forventes at få op imod 80 procent af pladserne i parlamentet, siger et højtstående medlem af partiet ifølge nyhedsbureauet Reuters. USDP er styrets forlængede arm.

Mindst tre civile blev dræbt, da byen Myawaddy blev beskudt i Karen-staten, siger en embedsmand fra Myanmar. Der er ingen oplysninger om dræbte soldater eller oprørere.

Den ledende militærjunta i Myanmar havde forud for valget optrappet sin kamp mod oprørere fra karen-folket, hvoraf 30-40 procent er kristne.

Mere end 15.000 mennesker er flygtet til den thailandske by Mae Sot, der ligger tæt på Myawaddy. 5000 andre har i løbet af mandag søgt tilflugt i Thailand længere sydpå.

Vidner fra Myawaddy siger, at kampene mellem regeringssoldater og oprørere stilnede af i løbet af natten.

"Vi hørte, at rebellerne bare ville vise deres utilfredshed med valget," siger en beboer, der har hørt tale om 10 dræbte.

Partier, der støtter demokratibevægelsen, siger, at der blev "svindlet" ved afstemningsstederne, og de har mistet troen på at få en vis indflydelse i parlamentet.

I mange områder havde prodemokratiske partier end ikke muligheden for at stille op, og 25 procent af pladserne i parlamentet var på forhånd givet til militærstyrets repræsentanter.

USDP-medlemmet siger, at partiet har fået 85 ud af 91 mandater i Irrawaddy-regionen og 103 ud af 105 mandater i Mandalay-regionen.

Om få dage kan oppositionslederen og Nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi blive sat fri af sin seneste husarrest, men det er dog langt fra sikkert, at hun får lov at blive på fri fod.