Udland

VIDEO: Se hval kaste sig mod båd

De sydafrikanske myndigheder undersøger nu, om kæresteparret Ralph Mother og Paloma Werner, der i går fik smadret masten på deres båd, da en tonstung hval kastede sig mod den generede hvalen forud for den spektakulære hændelse. Det skriver vg.no.

"Vi er bekendt med udtalelser, der indikerer, at en person forsætligt sejlede for tæt på hvalen og chikanerede den. Det er grund nok til at undersøge sagen," siger talsmand Alan Boyd fra de sydafrikanske dyrebeskyttelsesmyndigheder.

Beskyldningerne mod parret kommer fra ansatte i Waterfront Boat Company, et selskab, der tager turister på hvalsafari. På vej tilbage fra en af deres ture, så de en sejlbåd, der gik for tæt på hvalen.

"De fortalte, at sejlbåden styrede i retning mod hvalen igen og igen. De gik lige mod hvalen og generede den," siger Richard Smith, chef i Waterfront Boat Company.

Han er overbevist om, at hvalen gik mod båden, fordi den var urolig.

"Du skal vide, hvordan du opfører dig, når hvalerne er i nærheden. Loven siger, at du skal holde en afstand på 300 meter. Og hvis spækhuggere kommer mod dig, skal du bevæge dig væk. Alle gav udtryk for, at sejlbåden selv har skylden for, at hvalen sprang," siger Smith.