Udland

Svenske flyselskaber kræver hjælp

Cheferne for alle svenske flyselskaber mødes i dag med regeringen i Stockholm for at aflevere forslag til, hvordan selskaberne kan hjælpes igennem den igangværende krise.

Det rapporterer svensk tv, der også oplyser, at SAS ikke er blandt selskaberne.

Selskaberne er ramt hårdt af flyveforbuddet, der er indført på grund af den aske, som er sendt i luften af en islandsk vulkan, og som har lagt sig over store dele af det europæiske luftrum.

Statsminister lover ikke noget

I går mødtes repræsentanter for flybranchen med embedsmænd i det svenske erhvervsministerium for at drøfte, hvad der eventuelt kan gøres.

Jan Palmér, der er formand for Svenske Flyselskabers Riksforbund (SFR), siger, at branchen på mødet i dag vil tale om den "akutte" situation, der er opstået. De regionale selskaber klarer sig ikke særlig længe uden indtægter. De skal betale løn til medarbejderne, men der er også andre problemer.

"Vi vil også diskutere passagerers ret til erstatning ved aflyste fly," siger formanden til det svenske nyhedsbureau TT.

Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, ville i aftes over for svensk tv ikke svare på, om det kan blive aktuelt med støtte i tilfælde af et langvarigt flyveforbud.

"Det vil i så fald få vidtgående konsekvenser. Men så må vi tage denne diskussion," sagde statsministeren.