Aske stopper 17.000 flyvninger
Trafikken i luftrummet over Europa bliver tynd i dag. Hele 17.000 flyvninger er aflyst på grund af aske fra et kraftigt vulkanudbrud i Island. Det oplyser den europæiske luftfartsorganisation Eurocontrol.
Normalt er der cirka 28.000 flyvninger i Europa, men fredag ventes kun 11.000 gennemført.
"Udsigten er, at askeskyen fra Island fortsat bevæger sig mod øst og sydøst. Den får indflydelse på flytrafikken i mindst 24 timer fremover," hedder det fra Eurocontrol her til formiddag.
Næsten alle lufthavne i Nordeuropa er lukket fredag. De bliver tidligst genåbnet natten til lørdag, men myndighederne ved det endnu ikke med sikkerhed.
Trafikken over Atlanten er også hårdt ramt af askeskyen. Kun mellem 100 og 120 flyvninger til Europa blev gennemført fredag morgen mod normalt cirka 300.