Vulkan i Island fortsat i udbrud

Vulkanudbruddet i Island er ikke det største, landet har været ramt af, men det sker under så eksplosive forhold, at askeskyen rammer store dele af Europa. Det fortæller talskvinden for det islandske udenrigsministerium, Urdur Gunnarsdottir, til Ritzau.
Gunnarsdottir oplyser, at vulkanudbrud-det efter halvandet døgn fortsat er i gang her til aften og sender askeskyer mod himlen. Og det er umuligt at sige, hvornår det stopper. Hun sammenligner udbruddet i vulkanen Eyjafjallajökul med tidligere mellemsvære udbrud i Islands største vulkan Hekla.
Hekla gik blandt andet i udbrud i 1981 - udbruddet varede i 51 dage.
Eksplosioner i lavaen
"Vulkanudbruddet ligger under en gletsjer og får isen til at smelte. Det udløser eksplosioner i lavaen. Det er et fænomen, der kendes som "explosive eruption", forklarer hun.
Eksplosionerne medfører, at asken trykkes langt op i luftlagene, hvor det bliver fanget af en hurtig vindstrøm og kastet mod det nordlige Europa.
Regn betyder mindre aske
I Island er det kun områder lige omkring vulkanen Eyjafjallajökul, der er ramt af askeskyen. At det er så begrænset skyldes netop det eksplosive udbrud, der trykker asken i vejret.
"Det er begyndt regne nu, og det kan være et godt tegn, for det betyder mindre aske," siger Gunnarsdottir.