Udland

Banksy spøger på Sundance

Han er en af de største på sit felt, hvis ikke den største. Han er en superstar og det på trods af, at kun ganske få personer ved, hvem han i virkeligheden er.

Banksy er den mystiske street artist, hvis værker har fascineret og opmuntret tusindvis af street art-interesserede over hele kloden.

Derfor vakte det da også opsigt, da rygterne i den forgangne uge florerede på Sundance Film-festivalen i Utah, USA. Rygterne sagde at en dokumentarfilm om Banksy ville blive vist på festivalen.

Mesteren selv er i byen

Spændingen tog til, da fem stencil-værker af Banksy pludselig dukkede op rundt om på husmurerne i Utah (Se dem i gallerietBilleder: Banksy i Utahi linkboksen).

Filmen "Exit through the gift shop" handler om instruktøren Terry Guettas søgen efter Banksy.

"...han rejste med flokken gennem gaderne i Amerika og Europa, og fulgte nogle af verdens mest berygtede vandaler. Men efter et møde med den britiske stencil-kunstner kendt som "Banksy", tog tingene en bizar drejning," hedder det i præsentationen af filmen på filmfestivalens hjemmeside.

Filmen promoveres som "verdens første street-art katastrofefilm" på Banksys hjemmeside. Den er instrueret af Banksy og fortalt af den walisiske skuespiller Rhys Ifans.

Skæv blanding af virkelighed og fiktion

"Det er historien om, hvordan en mand forsøgte at filme det ufilmelige. Og fejlede," har Banksy udtalt i en pressemeddelelse, skriver independent.co.

"Exit Through The Gift Shop er en af disse fantastiske film, der kommer en gang imellem. En skæv blanding af virkelighed og fiktion, men samtidig en underholdende oplevelse. Historien er så bizar, at jeg begyndte at tvivle på, om den overhovedet kunne være virkelig... men til sidst jeg var ligeglad," siger John Cooper, leder af Sundance Filmfestival.

Først i weekenden blev det afsløret, at filmen ville blive vist på festivalen, og straks blev der spekuleret i, om Banksy ville afsløre sig selv i forbindelse med visningen. Det vurderes dog som usandsynligt.