Udland

USA rykker massivt ind i Haiti

Omkring 20 amerikanske Black Hawk-helikoptere er landet foran det sammenstyrtede præsidentpalads i Haiti, og soldater er i gang med at læsse udstyr. Tilsyneladende vil USA etablere en base i hovedstaden Port-au-Prince, hvorfra de kan fordele nødhjælp til befolkningen.

Soldaterne er i fuld kampudrustning, og de er begyndt at hive udstyr, vand og mad ud af helikopterne. Hundredvis af jordskælvsofre, der har boet i telt foran paladset, er stormet hen til indhegningen ved præsidentpaladset, hvor de venter på at få del i hjælpen.

De råber "det er stort" og "nu kommer de". Folkemængden synes således at hilse de amerikanske soldater velkommen.

"Vi ved ikke præcis, hvad de er kommet her for at gøre, men jeg tror, de er her for at hjælpe os, så vil siger til dem, at de er velkommen," siger en 40-årig mand.

Over 11.000 amerikanske soldater enten befinder sig i Haiti, opholder sig på skibe eller er på vej til den caribiske stat.