Bror: Vi rejser ud til Jens Tranum

Familien til den danske FN-ansatte Jens Tranum Kristensen håber, at han snart bliver flyttet ud af jordskælvs-ramte Haiti, så de kan besøge ham.
"Vi afventer en melding fra Udenrigs-ministeriet om, hvad de vil gøre med ham. Hvis han bliver flyttet til den Dominikanske Republik, så rejser vi derover," siger broderen Henrik Tranum Kristensen.
Jens Tranum Kristensen blev efter fem døgn gravet relativt uskadt ud af ruinerne af det sammenstyrtede FN-hovedkvarter.
Broderen fortæller, at han ikke vil blive overrasket, hvis Jens Tranum vælger at vende tilbage til Haiti, når han er færdigbehandlet.
"Som vi kender Jens, så er han så sej en fyr, at ligeså snart, at han er kommet til hægterne, vil han begynde at arbejde igen i Haiti. Derfor vil det selvfølgelig også være vigtigt at se ham snart," siger Henrik Tranum Kristensen.
Siden Jens Tranum natten mellem søndag og mandag sendte en mail om, at han havde det godt, har familien ikke hørt nyt.
"Vi arbejder på at få mail og telefonkontakt til ham i Haiti, men det er ikke så nemt, og vi ved ikke, hvornår det bliver muligt," fortæller Henrik Tranum Kristensen.
Jens Tranum Kristensen er indlagt på et hospital i den argentinske FN-lejr i Port-au-Prince.