Udland

Arbeit macht frei-skilt er tilbage

Det berygtede skilt, der hang over por-ten til den tidligere nazistiske kon-centrationslejr Auschwitz i Polen, er blevet fundet igen, efter at det fredag blev stjålet, oplyser det statslige polske fjernsyn.

Skiltet med ordene "Arbeit macht frei" ("Arbejde gør fri") mødte de hundrede tusinder af jøder og andre, som nazi-sterne under Anden Verdenskrig sendte til det, der var en udryddelseslejr.

Fem mænd er blevet anholdt for at have stjålet skiltet, som er blevet skåret over i tre stykker.

Motivet til tyveriet er ikke kendt.

Symbolet på nazisternes jødeudryddelse

Auschwitz er den af de mange koncentrationslejre under Det Tredje Rige, der i dag står som et af de mest tydelige beviser på de nationalsocialistiske jødeudryddelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Lejren blev i 1940 anlagt i den sydvestlige del af det tyskbesatte Polen, i byen Oswiecim, ca. 60 km vest for Krakow.

Den 27. januar 1945 befriede den russiske Røde Hær Auschwitz og de 7650 fanger, som endnu var i live. Efter sin tilfangetagelse anslog lejrens tidligere kommandant Rudolf Höss, at i alt omkring tre millioner mennesker - de fleste jøder fra Østeuropa, men også en række romaer, russere og polakker - blev dræbt i Auschwitz i løbet af årene 1941-44. Dette tal er i dag nedjusteret, og bl.a. Auschwitz-museet anslår det reelle tal til at ligge på ca. 1,1 million mennesker.