Udland

Irland: Ja til Lissabontraktaten

Den største sten på vejen for EU's Lissabontraktat er fjernet. Et stort flertal af irerne har skiftet sidste års nej til traktaten ud med et klart ja denne gang.

Det første officielle resultat viser, at 68,4 procent af vælgerne stemte ja i valgkredsen Tipperary South, som sidste år fulgte landsresultatet med et snævert flertal på nej-siden. Også de følgende resultater peger på en stor ja-sejr, ligesom der er udsigt til en stigning i vælgerfremmødet i forhold til sidste år, hvor 53 procent af de irske vælgere mødte frem.

"Det ligner en overbevisende sejr for ja-siden i denne omgang. Det er en god dag for Irland og en god dag for den irske befolkning," siger Irlands udenrigsminister, Micheal Martin til den irske tv-kanal, RTÈ.

Finansminister Brian Lenihan betegner den økonomiske krise som afgørende for valgresultatet.

"Vi er i en meget svær økonomisk situation, og det er præcis derfor, folk har stemt ja," siger Lenihan.

"Det irske folk har altid vidst, at deres økonomiske skæbne er bundet op på Europa, fortsætter han.

Også nej-fløjen har forlængst kastet håndklædet i ringen. Milliardæren Declan Ganley, der blev set som den afgørende nej-faktor ved sidste års afstemning, mener, at regeringen er lykkedes med deres advarsler om, at endnu et irsk nej vil skade økonomien og beskæftigelsen.

"Vi har ikke sejret, men vi fortalte sandheden, og det er jeg stolt af," siger Ganley.

Med et irsk ja flytter EU's fokus til Polen og Tjekkiet, som fortsat mangler at ratificere traktaten, før den kan træde i kraft.