11 år for at dræbe på Hitlers fødselsdag

En russisk ret har idømt en russisk skinhead 11 års fængsel for på Hitlers fødselsdag sidste år at knivdræbe en student, som han troede var anti-racist.
Den 22-årige Vladimir Sosnikhin blev dømt for at have dræbt studenten 20. april 2008, hvor han tog fejl af studenten og hans venner og troede, at de var en gruppe antifascistiske aktivister, som Sosnikhin og hans kumpaner havde været oppe at slås med tidligere.
Menneskerettighedsaktivister siger, at voldelige hadeforbrydelser er et stigende problem i Rusland, og at racistiske bander ofte går til angreb på landets store befolkning af ikke-slaviske indvandrere fra Kaukasus og Centralasien.
Mellem januar og juli i år er 37 mennesker blevet dræbt, og mindst 126 er blevet såret som følge af racistiske overgreb i Rusland ifølge Moskvas Bureau for Menneskerettigheder. En organisation, der registrerer hadeforbrydelser.