Udland

Wilders uønsket i Storbritannien

Hollands islamkritiske højrepolitiker Geert Wilders vil formentlig blive nægtet adgang til Storbritannien, når han i denne uge flyver til London for at vise sin antiislamiske film "Fitna" i det britiske Overhus. Det skriver den hollandske avis De Telegraaf.

Ifølge avisen er Wilders inviteret til London af et medlem af det britiske parlament for at vise filmen og tale ved et privat arrangement. Men i dag modtog den indvandrerkritiske politiker et brev fra den britiske ambassadør i Holland, der bad ham om at holde sig væk fra Storbritannien.

Angiveligt på grund af den voldsomme debat, som hollænderens film har skabt.

"Dette er noget, man kunne forvente fra Saudi-Arabien, men ikke fra Storbritannien. Jeg er inviteret af et medlem af det britiske parlament," siger Wilders ifølge De Telegraaf.

Den omstridte politiker har dog ikke tænkt sig at holde sig væk.

"Jeg tager det fly, og så må vi se, hvad der sker, fastslår Wilders.