Udland

OL-Guldfisk taget for hash-rygning

Den amerikanske OL-svømmer, guldfisken Michael Phelps, må i disse dage sande, at det går op og ned her i livet.

Den mesterlige svømmer er blevet fotograferet, mens han røg hash. Bong-billedet medførte først, at Phelps' hovedsponsor Kelloggs smed ham på porten.

"Michaels seneste opførsel er ikke i overensstemmelse med billedet af Kelloggs," sagde selskabets talskvinde Susanne Norwitz.

Michaels seneste opførsel er ikke i overensstemmelse med billedet af Kelloggs

Susanne Norwitz

"Hans kontrakt udløber ved udgangen af februar, og vi har truffet en beslutning om ikke at forlænge den."

Siden blev Phelps også suspenderet fra al konkurrencesvømning de næste tre måneder.

"Dette er ikke en situation, hvor enhver anti-doping regel er blevet krænket, men vi besluttede at sende et stærkt signal til Michael, fordi han skuffer så mange mennesker. Især de hundredtusindvis af børn, der ser op til ham som en rollemodel og en helt," lyder det fra det amerikanske svømmeforbund.

"Dårlig dømmekraft"

Phelps selv kalder hash-sagen et resultat af "dårlig dømmekraft."

"Jeg kan lære af det og forsøge at gøre mit liv bedre, end det har været tidligere," sagde han ifølge CNN.

I en erklæring undskylder Phelps, som satte rekord med otte guldmedaljer ved De Olympiske Lege i 2008 i Beijing.

"Jeg er 23 år gammel og trods de gode resultater, jeg har opnået, har jeg handlet på en ungdommelig og uhensigtsmæssig måde. Jeg er ked af det. Jeg lover mine fans og offentligheden, at det ikke vil ske igen."