Nordmand fra Gaza: Vi er trætte
443 udenlandske statsborgere, der er bosat i Gazastriben, har fået lov til at forlade det Hamas-kontrollerede pa-læstinensiske område. Blandt de uden-landske statsborgere er blandt andet en norsk familie, der til den norske avis VG Nett har fortalt om den sidste uges bombardementer:
"Det er bare blevet værre og værre med massive bombninger. Vi er meget trætte, men også meget lettede over at være sluppet ud," siger den 40-årige Ibrahim Abureia, der slap over grænsen sammen med sin kone og to børn på henholdsvis 3 og 6 år.
Nabohus bombet
Et af børnene blev lettere skadet i ansigtet, da en bombe eksploderede i nabobuset - eksplosionen fik ruderne til at splintre i det hus, hvor familien opholdt sig.
Familien bliver nu transporteret til den jordanske grænse, hvor de vil blive mødt af repræsentanter fra den norske ambassade, der vil sørge for at familien kommer hjem til den norske by Flå, hvor de bor.
Familien har angiveligt siden august søgt om at få lov til at forlade Gaza.
"Tårerne bare løb og løb"
Også en anden norsk statsborger - en 33-årig kvinde - er i dag sluppet ud af Gaza, men kvinden var ifølge journalister for berørt til at ville snakke med journalisterne, der stod og ventede ved grænsen:
"Hun kom alene med to store kufferter og en taske. Hun græd, og hun var tydeligt overvældet af at krydse grænsen. Tårerne bare løb og løb," siger VG's journalist Jon Magnus.