Udland

Ministerier i Gaza er skudt i sænk

Det israelske luftvåben rettede i nat nye angreb mod mål i Gazastriben. Den palæstinensiske redningstjeneste i Gaza melder om 10 dræbte og 40 sårede.

Angrebene var først og fremmest rettet mod Gaza By, hvor fem ministeriebygnin-ger blev jævnet med jorden. Det gik bl.a. ud over udenrigsministeriet og finansministeriet. Men også Det Islamiske Universitet og premierminis-terens kontorer blev ramt, siger øjen-vidner og kilder fra den palæstinensis-ke Hamasbevægelse til AFP.

Mindst 345 har indtil nu mistet livet.

Strømmen forsvandt i Gaza By

Vest for Gaza By bombede israelerne stillinger, som tilhører Ezzedine al-Qassam Brigaderne - Hamas' væbnede gren, og ifølge nyhedsbureauet Reuters blev et af Hamas' sportscentre og to træningslejre også ødelagt. Samtidig forsvandt elektriciteten i Gaza By som følge af angrebene.

345 palæstinensere har nu mistet livet, siden Israel i lørdags begyndte bombetogterne mod Gazastriben, som siden sommeren 2007 har været styret af den islamistiske Hamas-bevægelse. Ifølge FN-enheden UNRWA, som tager sig af palæstinensiske flygtninge, er mindst 62 af de dræbte civile. Mere end 800 er blevet såret.

Angreb det største i 40 år

De israelske luftangreb mod Gaza er de voldsomste siden 1967. Israel siger, at bombardementerne skal sætte en stopper for de raketter, som militante palæstinensere dagligt sender ind i Israel fra Gazastriben, der kontrolleres af den islamistiske Hamas-bevægelse.

Siden den israelske offensiv begyndte lørdag, er fire israelere blevet dræbt af raketter affyret fra Gaza.