Indiens 11. september er slut
Det som de lokale medier har døbt "Indiens 11. september" er slut.
Efter knap tre døgns kampe fik sikker-hedsstyrker i Mumbai i dag antageligt nedkæmpet de sidste af de terrorister, hvis angreb har kostet mindst 195 mennesker livet og såret 295 andre.
De tre formodentligt sidste terrori-ster, som havde forskanset sig på hotellet Taj Mahal, blev dræbt efter kampe, hvor også en politimand omkom. Terroristerne var sejlet til Mumbai, hvor de simultant gik til angreb 10 forskellige steder.
Taj Mahal i brand
Nu har brandvæsnet travlt med at slukke en brand i den historiske bygning, efter at terroristerne i en sidste desperat aktion havde sat ild til flere værelser. Ambulancer kørte frem foran hotellet, som betjente gik ind i sammen med sporhunde.
"Vores operation fortsætter, indtil vi har tjekket hvert eneste værelse og hver eneste etage," sagde chefen for den indiske nationalgarde, Jyoti Krishna Dutt, som ville sikre sig, at der ikke gemmer sig flere terrorister i nogle af hotellets over 500 værelser.
Rabinerpar dræbt
Taj Mahal var det sidste sted, som terroristerne havde besat, efter at det fredag var lykkedes den indiske nationalgarde at storme hotellet Trident Oberori og et jødisk center, hvor i alt 150 gidsler blev befriet. På hotellet fandt politiet efterfølgende 24 lig, mens seks døde, deriblandt en amerikansk rabbiner, blev fundet dræbt på det jødiske center.
Overlevende aflagde rystede vidnesbyrd om begivenhederne på hotellerne, hvor mange gemte sig i skabe eller barrikaderede sig på badeværelser for ikke at blive skudt.
"Jeg kan ikke fatte, hvad jeg har oplevet de seneste 36 timer. Jeg har set lig og blod alle vegne og ikke hørt andet end skud," sagde Muneer Al Mahaj efter at være blevet befriet til nyhedsbureauet AFP.
Mindst 22 udlændinge er døde
Blandt ofrene for et af Indiens værste terrorangreb nogensinde var mindst 22 udlændinge. De indiske myndigheder frygter, at antallet af dræbte vil nå langt op over de 200, efterhånden som de store hoteller er blevet finkæmmet.
"Vi er fortsat i gang med at tælle," sagde politiinspektør Ashok Patil til Reuters.
Kigger mod Pakistan
12 unge terrorister meldes dræbt og mindst to anholdt. Den indiske regering beskylder "elementer" fra Pakistan for at stå bag terrorangrebet. Mistanken retter sig især mod organisationen Lashkar-e-Taiba, som med et blodigt angreb på det indiske parlament i 2001 næsten fik kastet de atombevæbnede ærkerivaler Indien og Pakistan ud i deres fjerde indbyrdes krig.
Pakistan på sin side lod fredag forstå, at de to lande står over for en fælles fjende og opfordrede den indiske regering til ikke at misbruge den alvorlige situation politisk.
"Dette er et kollektivt anliggende," sagde den pakistanske udenrigsminister, Shah Mehmood Qureshi, under et besøg i New Delhi og fortsatte:
"Vi er ikke ansvarlige for dette og ej heller interesseret i at blive involveret i noget sådant."
I en hidtil uset gestus lovede den pakistanske regering at sende en fremtrædende repræsentant for efterretningstjenesten ISI til Indien.