Udland

Obama truer homoægteskaber

Homoseksuelle par fra hele USA valgfar-ter i disse dage til Californien for at blive gift, før det måske er for sent. Det kan det blive, når Californi-ens vælgere i forbindelse med præsi-dentvalget på tirsdag stemmer om Propo-sition 8, der vil definere ægteskab som kun værende mellem mand og kvinde.

I Dolores Park i San Francisco vandrer 32-årige Eddie Smith som frivillig rundt blandt spredte solslikkere med en hvid "Vote no on Prop 8"-t-shirt og shanghajer soldater til homokampen.

"Espaniol, spørger Eddie Smith to midaldrende mexicanske kvinder, og de kommer hurtigt i en diskussion.

Minoriteter som dem er særligt vigtige at få fat i. De kan nemlig blive tungen på vægtskålen for eller imod Prop 8, ligesom de også anses som afgørende for at gøre enten demokraten Barack Obama eller hans republikanske modstander, John McCain, til USA's nye præsident.

Socialt konservative

Den farvede kandidat Barack Obama ventes at få mange minoritetsvælgere til at stemme, og det kan true homoægteskaberne, fordi sorte og latinoer er mere socialt konservative end hvide vælgere. Denne gang har Eddie Smith dog heldet med sig.

"Muchas gracias," siger han og giver kvinderne nogle klistermærker.

De har skrevet sig op til kampen mod Prop 8 ved at bruge tre timer på at ringe rundt til tvivlere for at få dem til at stemme nej.

"Jeg var heldig. Selvom de var katolikker, troede de oprigtigt på, at folk skal have valget," siger Eddie Smith.

Fakta om homoægteska-ber i USA:

  • På nationalt plan anerkender USA ikke homoseksuelle ægteskaber efter vedtagelsen af loven "Defence of marriage act" i 1996.
  • Hver stat lovgiver selv om ægteskab, og i Massachussets, Californien og Connecticut er det muligt for homoseksuelle at gifte sig
  • 26 stater forbyder homoægteskaber i deres statsforfatning.
  • Californien, Florida og Arizona stemmer ved præsidentvalget 4. november også om at forbyde homoægteskaber.
  • Ved valget i 2004 stemte 11 stater om at forbyde homoægteskaber. Alle steder blev det et ja.

Frygten for helvede

Han er selv fra Peru og mener, at religion får minoriteterne til at være imod homoægteskaber.

"Jeg er også vokset op sådan. Alle latinoer er katolikker, og du ved, hvordan de er - hvis du ikke gør sådan, kommer du i helvede," siger Eddie Smith, der ikke selv er homoseksuel, men kalder sig en "straight" allieret i kampen mod Prop 8.

Lige nu ser det skidt ud for de homoseksuelle. Den seneste meningsmåling fra oktober viser, at 47 procent vil stemme ja og kun 42 procent nej til Prop 8.

Målinger af nye vælgere bekræfter Barack Obamas tiltrækningskraft hos minoriteter, og ifølge direktøren for det californiske analyseinstitut Fall Line Analytics, David Latterman, bliver deres stemmer afgørende.

"Der bliver en astronomisk høj stemmeprocent i år. Alle mulige grupper, der ellers sjældent stemmer, vil dukke op," siger han.

Obama imod homoægteskaber

Barack Obama selv går ikke ind for homoægteskaber, men vil ikke fratage folk en rettighed, de allerede har.

Derfor er han imod Prop 8, men han har kun tilkendegivet det i en mail til en demokratisk homorettighedsklub og undgår at tale om det offentligt - ligesom John McCain heller ikke nævner, at han støtter Prop 8.

Nu målretter både ja- og nej-kampagnerne sig mod religiøse minoritetsgrupper. Homoægteskaber har kun været tilladt i knap et halvt år, og i 2000 stemte minoritetsvælgerne for et forslag, der blev vedtaget og forbød homoægteskaber.

Penge kan afgøre det

Også en gruppe stærkt konservative, der ifølge David Latterman afskyr Barack Obama, vil komme ud for at stemme på John McCain, og de vil samtidig stemme ja til Prop 8. "Yes on 8" har med andre ord momentum.

"De får flere penge - især fra kirker - de er bedre organiseret, og deres tv-reklamer har været effektive," siger David Latterman.

Så selvom Hollywood-sværvægtere som Brad Pitt og Steven Spielberg har givet 100.000 dollar hver til "No on Prop 8", er det langt fra sikkert, hvad der sker.

"Jeg aner det ikke. Det er virkelig tæt, og begge sider kan stadig nå at vinde med deres kampagne," siger David Latterman.

Det er endnu ikke afgjort, om de over 11.000 homoseksuelle par, der har giftet sig i Californien siden juni, vil få deres ægteskaber annulleret, hvis Proposition 8 bliver vedtaget.