Obama afviser McCains krisepause
Demokraternes kandidat Barack Obama afviser at sætte sin kampagne i stå, som foreslået af John McCain. Obama mener, at det er mere vigtigt end nogensinde, at den planlagte debat mellem de to modstandere finder sted.
Han antyder, at McCain måske har taget en forhastet beslutning om at afbryde sin valgkampagne.
"Vi er nødt til at løse problemet - men det er også vigtigt, at vi får fortalt amerikanerne, hvad der er nødvendigt for at få os ud af denne situation," siger Obama.
Tager tilbage til Washington
McCain gjorde det tidligere i dag klart, at han i morgen afbryder sin kampagne og vender tilbage til Washington. Han opfordrede Obama til at gøre det samme.
Ifølge McCain vil den nuværende plan om at redde USA's finanssektor for 700 milliarder skattedollar ikke blive godkendt af Kongressen i sin nuværende form. Han opfordrer derfor præsident George W. Bush til at indkalde til et møde med Kongressens republikanske og demokratiske medlemmer og forsøge at finde en løsning.
Onsdag viste en meningsmåling, at Obama i øjeblikket fører stort over McCain i den amerikanske valgkamp. Målingen fra Washington Post og ABC News giver 52 procent til Obama mod 43 procent til McCain.
Forklaringen er formentligt netop den alvorlige økonomiske krise i USA, der inden for den sidste uge totalt har domineret de amerikanske nyheder.
McCains ønske om at sætte sin præsident-kampagne på standby og dermed aflyse fredagens debat med Obama, er blevet blandet modtaget i den amerikanske befolkning: