Udland

Færøsk folkedag giver babyboom

Færingernes fejring af nationaldagen den 29. juli er ikke blot en storstilet folkefest. Den sætter sig markante spor ni måneder senere.

En undersøgelse, som Færøernes Stati-stik har foretaget for den færøske avis Sosialurin, klarlægger, at der hvert år 40 uger efter Olajfesten kan registreres en eksplosion i antallet af nyfødte på Færøerne.

De seneste 22 år er der i slutningen af april født omkring 385 børn på Færøerne. Det er flere børn, end der fødes på andre tidspunkter af året.

Sommer og spiritus

Ifølge den færøske folkemindeforsker, professor og rektor for Færøernes Universitet Jóan Pauli Joensen, er årsagen til baby-boomet i slutningen af april, ni måneder efter Olajfesten, højst sandsynligt en kombination af feststemning, sommer, spiritus og festdeltagernes øgede muligheder for at møde folk fra andre egne af Færøerne end deres eget nærmiljø.

"Men dertil er det også blevet mere og mere almindeligt de seneste år, at der holdes bryllupper om sommeren, herunder i juli og august. Det kan foruden Olajfesten være medvirkende til, at så mange børn undfanges i tidsrummet omkring nationaldagen," siger Jóan Pauli Joensen.

Gammel tradition

I næsten 1000 år har færingerne den 28. og 29 juli fejret deres nationaldag med en gigantisk folkefest. Mens festen står på, valfarter tusinder af færinger, hvoraf mange er iklædt nationaldragen, fra byer og bygder til hovedstaden, for at promenere i hovedgaden, hilse på venner og bekendte samt deltage i de mange arrangementer.

Den færøske nationalfest byder på en kompleks blanding af politiske, religiøse, kulturelle, sportslige og ikke mindst festlige indslag.

Et af de helt store tilløbsstykker er finalen på årets traditionelle kaproninger, der altid finder sted den 28. juli om eftermiddagen ved kajen i Torshavn.

Kulminationen på folkefesten finder sted ved midnat den 29. juli, hvor alle strømmer til Torshavns midtpunkt for at synge fællessang. Herefter tager de mange tusinde deltagere hinanden i hånden og danser færøsk kædedans til de ældgamle kvad igennem Torshavns gader.