Udland

Demonstranter jagtede OL-fakkel

Anti-kinesiske demonstranter forsøgte i dag at få fat i faklen med den olympiske ild, da den blev ført rundt i London. Ilden må ikke slukkes på sin vej fra Olympen i Grækenland til Beijing i Kina, der er vært for legene.

Flere gange på den 50 km lange rute rundt i London forsøgte pro-tibetanske demonstranter at få fat på faklen. Det lykkedes for en enkelt demonstrant, men politiet fik dog hurtigt kontrol over situationen. Senere kom den olym-piske ild til Downing Street, hvor pre-mierminister Gordon Brown ignorerede opfordringer om at boykotte ceremonien.

Han sagde, at han ved at vise faklen respekt ikke samtidig godkender Kinas praksis, når det gælder menneskerettighederne.

Når ikke engang tibetanernes åndelige leder Dalai Lama opfordrer til boykot af OL, skal Storbritannien heller ikke, sagde Brown.

Processionen gennem London bestod af berømtheder og sportsfolk, og senere på ruten skulle den kinesiske ambassadør i Storbritannien, Fu Ying, bære faklen.

Det hindrede demonstranterne, som flere steder brød gennem bevogtningen. 35 mennesker blev anholdt, oplyser politiet.