Zuckerberg driller Elon Musk i kækt tweet efter lancering af Twitter-kopi: Der er en alvor bag, siger ekspert
Techmilliardærerne har tidligere aftalt en offentlig slåskamp mod hinanden.
Det er gået stærkt, siden Meta-stifteren Mark Zuckerberg natten til torsdag præsenterede sit nye sociale medie, Twitter-konkurrenten 'Threads'.
Det er en direkte konkurrent og nærmest en kopi af Twitter
Troels Johannesen, strategisk kommunikationsrådgiver
Mere end 30 millioner har allerede oprettet sig som Threads-brugere, og torsdag aften dansk tid kom det frem, at Twitter truede med at sagsøge Meta over det Twitter-lignende medie.
I et brev til Mark Zuckerberg skriver Twitters advokat, Alex Spiro, at virksomheden har "alvorlige bekymringer over, at Meta har deltaget i systematisk, forsætlig og ulovlig uretmæssig tilegnelse af Twitters forretningshemmeligheder og anden intellektuel ejendom".
Siden mangemilliardæren Elon Musk overtog Twitter i 2022, har han fyret omkring 80 procent af SoMe-platformens medarbejdere.
Dem anklager han nu Meta og Zuckerberg for at have ansat "snesevis af" i løbet af det seneste år og via dem tilegnet sig Twitters forretningshemmeligheder.
Han anklager ligeledes "mange af" de tidligere Twitter-ansatte for at have opbevaret Twitter-dokumenter efter at være blevet fyret.
- Konkurrence er fint. At snyde er ikke, tweetede Musk torsdag.
Meta har afvist, at medarbejdere, der udvikler Threads, tidligere har været ansat hos Twitter, og Elon Musk har ikke fremlagt nogen beviser for sin påstand.
Svarer med gammelt meme
Mark Zuckerberg og hans advokat har hovedsageligt brugt Threads til at kommentere på sagen.
Men natten til torsdag tyede Mark Zuckerberg til Twitter og lavede sit første opslag på platformen i 11 år i det, der ligner et forsøg på at drille Elon Musk.
Her lagde han et populært Spiderman-meme op uden yderligere kommentarer.
Memet afbilleder to identiske Spidermen, der peger på hinanden, og blev lagt ud kort efter lanceringen af Threads, der altså til forveksling ligner Twitter.
Konflikten og drillerierne mellem de to tech-milliardærer er ikke ny.
I midten af juni meldte de sig begge klar til at deltage i en fysisk slåskamp mod hinanden – på hver deres sociale medie.
Elon Musk tweetede, at han var klar til en slåskamp mod Mark Zuckerberg.
På Instagram, der hører til under Meta-paraplyen, svarede Zuckerberg:
- Send mig lokationen.
Kaotiske beslutninger
Efter tech-milliardær Elon Musk sidste efterår købte Twitter, er mange brugere af det sociale medie begyndt at kigge sig omkring efter et andet sted at sende deres korte, præcise budskaber ud til omverdenen.
Siden november 2022 har Musk både genåbnet profiler, der har været deaktiveret på grund af ting som hadtale eller spredning af misinformation, og givet brugere, der betaler, fordele, når det kommer til at udbrede deres indhold på platformen.
Senest har han begrænset det antal tweets, en almindelig bruger kan se på daglig basis.
En række medier er opstået i kølvandet på Musks lange række af kaotiske beslutninger, og de er skabt til at konkurrere med Twitter - men Threads er helt sikkert den mest alvorlige konkurrent hidtil.
Det mener Troels Johannesen, der er strategisk kommunikationsrådgiver.
- Den er skabt for at tage brugere fra Twitter. Det er en direkte konkurrent og skal kunne det samme. Det er nærmest en kopi af Twitter, siger han til TV 2.
Udvander Twitters betydning
Meta har lanceret Threads som en del af dets Instagram-system, hvilket betyder, at man kan logge ind på den nye platform med sin eksisterende Instagram-bruger.
Det betyder, at Threads har en mulighed for at tage markedsandele fra Twitter og dermed også hive nogle af dets vigtigste brugere over på platformen, mener Troels Johannesen.
Her er der tale om journalister, meningsdannere og politikere, som sammen skaber den offentlige samtale.
- Der er Twitter en rigtig vigtig kanal nu, og det er klart, at hvis man trækker både forretning og brugere over til den nye platform, så udvander man på et tidspunkt Twitters betydning, siger han.
Threads er ikke tilgængelig i EU-lande. Det skyldes uvished om, hvorvidt appen er i overensstemmelse med EU-regler.