Tech

Striden om det blå flueben fortsætter – nu bliver afdøde brugere verificeret

Ifølge Elon Musk kunne kun betalende abonnenter få blåt flueben på Twitter. Men mange verificerede konti afviser at have betalt.

Den verdenskendte popsanger Michael Jackson blev for nylig verificeret på Twitter.

Et blåt flueben dukkede pludselig op på popkongens profil, og trykker man på fluebenet, står der, at kontoen er verificeret, fordi den abonnerer på Twitter Blue. Og det på trods af, at Michael Jackson har har været død siden 2009.

Og han er ikke alene. Siden Elon Musk besluttede at fjerne de blå flueben for alle twitterbrugere, der ikke har tilmeldt sig abonnementstjenensten Twitter Blue, har der været forvirring om, hvem der får et flueben – og hvorfor.

Også andre afdøde kendisser har pludselig fået et blåt flueben, der indikerer, at de har tegnet abonnement. Det gælder blandt andre 'Black Panther'-stjernen Chadwick Boseman, der døde i 2020, journalist Jamal Khashoggi, der blev myrdet i 2018 og basketballspiller Kobe Bryant, der døde i 2020.

Men også flere nulevende brugere oplevede at få et blåt flueben på profilen uden at have betalt. Det gjaldt blandt andre The New York Times-journalisten Paul Krugman, der skrev, at han havde fået sit flueben tilbage, men at han nægtede at betale.

Til det svarede Elon Musk tilbage med en grædende baby.

Fluebenskaosset udbrød, efter at Twitter torsdag fjernede fluebenet fra alle profiler, der ikke havde Twitter Blue-abonnement. Dermed gik fluebenet fra at betyde, at Twitter har verificeret identiteten på brugeren til at indikere, at en brugeren betaler på månedlig basis.

Abonnementstjeneste slår fejl

Elon Musk gjorde sine intentioner om at gøre Twitter til en abonnementstjeneste klar i efteråret 2022, hvor han annoncerede Twitter Blue i USA. Det varede ganske kort tid, inden det blev sat på pause igen, da en regulær skandale udfoldede sig på det sociale medie, hvor konti, der imiterede personer og firmaer, skabte ravage.

Det kostede blandt andre insulinproducenten Eli Lilly et kursfald på over 4 procent, da en falsk verificeret konto tweetede, at insulin fremover ville være gratis.

Men Musk satsede dog fortsat på Twitter Blue, og 20. april fjernede han officielt fluebenet fra alle konti, der ikke havde tegnet abonnement – også fra kendisser, politikere og journalister.

Men så udbrød der ny forvirring om den beslutning, fordi mange brugere oplevede, at de fik fluebenet tilbage uden at have betalt. Flere officielle konti, blandt andre det prestigefulde amerikanske universitet MIT, tweetede, at de ikke havde betalt for tjenesten, selvom Twitter altså påstod, at de havde.

Ydermere har Elon Musk tweetet, at han personligt betaler for Twitter Blue-abonnementer til en række prominente profiler, blandt andre forfatteren Stephen King. Forfatteren bad dog Musk om at donere de 8 dollar – knap 55 kroner – som abonnementet koster, til velgørenhed.

Det er endnu uklart, hvorfor flere konti har fået fluebenet igen uden at have betalt.

Spreder selv misinformation

Da Elon Musk købte Twitter i oktober 2022 til en pris på knap 300 millioner kroner, var det blandt andet med målet om at gøre Twitter til "den mest nøjagtige kilde til information".

Men en ny opgørelse fra det internationale nyhedsbureau AFP viser, at Twitter-ejeren selv er skyldig i at få misinformation bredt ud ved at interagere med konti, der dokumenteret spreder misinformation.

Musk har blandt andet spredt tweets, der inkluderer fabrikerede citater, falske nyhedshistorier, falske informationer om dødstallet i krigen i Ukraine og forkert information om covid-19 og vacciner.

AFP skriver også, at Elon Musks ændringer i Twitters algoritme og den ændrede tilgang til verificering har ført til en stigning i misinformation på det sociale medie.