Ukraine forbereder tilbagetrækning fra Bakhmut med nye skyttegrave
Tirsdag hævdede lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, at hans russiske lejehær har kontrol med over 80 procent af byen Bakhmut.
Det ukrainske militær er i gang med at forberede sig på en mulig tilbagetrækning fra Bakhmut.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, der har besøgt ukrainske soldater i færd med at grave nye skyttegrave til en ny defensiv linje uden for Bakhmut.
Rusland har den seneste tid gjort fremskridt i og omkring den sønderbombede by i Donetsk-regionen, som siden sensommeren sidste år har været scene for nogle af de mest blodige kampe under krigen.
Ifølge AFP frygter Ukraine, at et nederlag ved Bakhmut kan gøre andre vigtige byer i Donbas-området sårbare – heriblandt Slovjansk og Kramatorsk.
Prigozjin: Vi har 80 procent
Tirsdag hævede lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, at hans russiske lejehær nu har kontrol med mere end 80 procent af byen Bakhmut.
- I Bakhmut er mere end 80 procent nu under vores kontrol, inklusive hele det administrative center, fabrikker og varehuse, sagde Prigozjin ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Senere tirsdag afviste en talsmand for Ukraines hær imidlertid Prigozjins påstand.
- Denne udtalelse fra Prigozjin er usand, siger Serhii Cherevatyi, der er talsmand for den østlige gruppe af de ukrainske væbnede styrker, til CNN.
Talsmanden sagde, at han har været i kontakt med chefen for en af de ukrainske brigader, der forsvarer byen.
Og meldingen derfra er ifølge Serhii Cherevatyi, at de ukrainske forsvarsstyrker kontrollerer en meget større procentdel af Bakhmut.
- Prigozjin har behov for at kunne fremvise en form for sejr i byen, som de har forsøgt at erobre i ni måneder i træk. Derfor kommer han med sådanne udtalelser, lyder det fra Serhii Cherevatyi.
Truer Ukraines forsyningslinje
Fredag skrev det britiske forsvarsministerium i sin daglige opdatering om krigen, at de russiske styrker havde indtaget Bakhmut centrum og den vestlige bred af byens flod.
Det udgør ifølge briterne en alvorlig trussel for den ukrainske forsyningslinje, der løber vest for byen.
Den russiske hær har ifølge de britiske efterretninger forstærket sine tropper i området omkring Bakhmut med primært luftbårne styrker. Samtidig har russerne intensiveret deres artilleribombardement af byen.
Det russiske momentum kan ifølge de britiske efterretninger skyldes, at Wagener-lederen, Jevgenij Prigozjin, og toppen i det russiske forsvarsministerium har begravet stridsøksen og er begyndt at samarbejde mere målrettet om at vinde slaget om Bakhmut.
Adskillige gange i løbet af de seneste måneder har de russiske styrker udråbt Bakhmut som erobret, men hver gang har det vist sig forkert.