Tech

NASA finder det hidtil tydeligste bevis på ældgammel sø på Mars

NASA har offentliggjort billeder, der viser, hvordan en sø på Mars har sat sine spor i planetens hårde overflade.

I mere end ti år har robotten Curiosity-Mars-Rover udforsket Jordens røde naboplanet Mars.

Curiosity har gjort et opsigtsvækkende fund på siden af marsbjerget Mount Sharp, som den har brugt de sidste otte år på at kæmpe sig op ad.

Billeder fra roveren, som NASA har offentliggjort 8. februar, viser nemlig tydelige krusninger i klipper fundet på bjergsiden.

Forskerne bag projektet troede egentligt, at man havde fundet de sidste tegn på vand med Curiosity. Men på vej op ad bjerget har den næsten et ton tunge robot fundet de hidtil tydeligste beviser på, at der har ligget en sø i området, lyder det.

Ifølge NASA er krusningerne, der kan ses på billederne, skabt for milliarder af år siden, hvor bølger på overfladen af en lavvandet sø har påvirket aflejringer på søbunden. Det er over tid blevet til klipper med krusede teksturer.

Fundet har både skabt glæde og forundring hos NASA.

Ingen beviser som disse

Det område, som roveren befinder sig i, er et område, forskerne troede, der ville være meget tørrere, end dem, de tidligere har undersøgt.

Derfor kommer det bag på projektets forskere, at de har gjort fundet netop her.

- Vi har arbejdet os igennem metervis af søaflejringer, men aldrig set beviser som disse – og nu har vi fundet dem på et sted, vi troede, der var tørt, siger Ashwin Vasavada, Curiositys projektforsker ved NASA’s raketforskningscenter JPL.

Han understreger, at det er de bedste beviser, der er fundet på hele missionen.

Bjerg fyldt med svar

Mount Sharp består af geologiske lag fra forskellige tidsaldre med de ældste i bunden af ​​bjerget og de yngste øverst. Efterhånden som roveren stiger, skrider den derfor frem langs en tidslinje over Mars.

Det giver forskerne mulighed for at studere, hvordan Mars udviklede sig fra en planet, der var mere jordlignende i sin gamle fortid med et varmere klima og rigeligt vand, til den frysende ørken, den er i dag.

Det er ikke lykkedes Curiosity at få fat i en jordbundsprøve fra området. Jorden er simpelthen for hård. Derfor forsætter den ihærdige rover nu sin rejse, og de næste par uger vil gå med at finde noget blødere jord.