Nu kan brugerne blive klogere på Tiktoks gådefulde algoritme
Tiktok løfter lidt af sløret for deres "hemmelige ingrediens".
Hvordan ved Tiktok altid lige præcis, hvad den skal vise dig på din For you page?
Hvordan kan appen være så sikker på, at du gerne vil se glutenfri veganske opskrifter og jokevideoer, der falder netop i din smag?
Det ved den selvfølgelig, fordi den har en yderst effektiv algoritme, der lynhurtigt sporer sig ind på dine interesser.
Men hvordan den algoritme fungerer, og hvad, der gør den så effektiv, har imponeret, mystificeret og bekymret brugere og eksperter, siden Tiktoks popularitet har vokset eksplosivt de seneste år. Deres anbefalingsalgoritme er blevet kaldt Tiktoks "hemmelige ingrediens", men har også vakt kritik for at være baseret på massiv, invasiv dataindsamling.
Tiktok er tidligere blevet kaldt en sort boks. Men nu lover platformen med en ny feature at gøre brugerne en anelse klogere på, hvordan den udvælger, hvilket indhold til brugerne. Det skriver flere medier, heriblandt CNN.
Med en ny funktion kan brugerne trykke "hvorfor ser jeg denne video?" og dermed få en smule indsigt i, hvordan en given video endte på deres For you page.
Årsagerne, brugerne præsenteres for, tæller blandt andet, at en video er populær i brugerens område, eller at videoen er anbefalet på grund af andre videoer, brugeren har set, liket, delt, kommenteret eller søgt efter.
Ifølge Tiktok vil det medvirke til at skabe "meningsfuld gennemsigtighed" for brugerne af appen. Noget Tiktok tidligere har fået kritik for.
Mystik om algoritme
Selvom Tiktok altså kritiseres for at være lukket om, hvordan deres algoritme fungerer, løftede de allerede i 2020 sløret for det i et blogopslag.
Her beskrev Tiktok, at anbefalingsalgoritmen blandt andet var baseret på brugeraktivitet, videoinformation og device-indstillinger – uden dog at sige noget konkret af vægtningen af de forskellige faktorer.
Senere har journalistisk afdækning fra flere medier, blandt andre Washington Post, vist, at Tiktoks algoritme i høj grad er baseret på, nøjagtigt hvor længe brugerens øjne hviler på en given video.
Ifølge mediet er det de sekunder du ser, genser eller tøver over en video, der giver algoritmen et fingerpeg om, hvad brugerens interesser er. Noget, eksperter over for mediet kritiserede for at have den effekt at skubbe brugere mod mere ekstremt indhold.
New York Times afslørede i 2021, hvordan Tiktoks algoritme i modsætning til eksempelvis Facebooks er sat op til at få brugerne til at bruge mest muligt tid på appen frem for at opnå mest muligt brugerengagement.
Tiktok på dybt vand
Når appen i flere medier kritiseres for at være invasiv i sin dataindsamling, skyldes det blandt andet, at appen dokumenteret samler data fra blandt andet søge- og browserhistorik og såkaldt keystroke logging, som er registrering af al tastning på tastaturet.
Noget der har fået kommissær for det amerikanske Federal Communications Commission (FCC) Brendan Carr til at anbefale at forbyde Tiktok i USA.
Men én ting er, hvor meget data appen samler. Noget andet er, hvor dataen ender. I USA er der nemlig flere myndigheder, der advarer mod, at de enorme mængder data kommer i hænde på det kommunistiske styre i Kina.
Udover FCC har også FBI-direktør Christopher Wray advaret mod risici forbundet med brug af Tiktok.
- Det kinesiske styre kan bruge den (Tiktok, red.) til at styre dataindsamling om millioner af brugere, at styre anbefalinger gennem algoritmen, hvilket kan bruges til påvirkning eller til at kontrollere software på millioner af devices, hvilket giver mulighed for at kompromittere personlige devices, sagde Wray 15. november i Repræsentanternes Hus.
Internationale medier som Buzzfeed og Forbes har dokumenteret flere tilfælde, hvor brugerdata fra appen er blevet set af Tiktoks moderselskab Bytedance i Kina – på trods af at selskabet tidligere har lovet brugerne det modsatte.
- Alt bliver kigget på i Kina, sagde en kilde til Buzzfeed om de massive mængder data, appen samler om brugerne.