Den første sms blev sendt for 30 år siden – hvornår bliver den sidste?

Selvom sms'en for længst har fået hård konkurrence fra andre medier, så spår en digital rådgiver en mulig genkomst til den korte besked.

3. december 1992 blev verdens første sms sendt. Den var kortfattet og indeholdt en simpel hilsen:

- Glædelig jul, stod der i beskeden.

Sms'en blev sendt fra en computer til en mobiltelefon af den 22-årige britiske ingeniør, Neil Papworth. Han havde næppe forudset, at sms'en siden ville blive banebrydende for vores kommunikation.

I 30 år har sms’erne faret gennem luften og som brevduer uden vinger bragt alt fra informationer til had, flirt og lykønskninger.

Men selvom mange af os stadig har sms'en på vores telefoner i dag, så har den fået hård konkurrence fra andre medier. Sms'ens storhedstid er for længst forbi – men er den ved at uddø?

Har ikke hinandens telefonnumre

Den korte tekstbesked skabte en ny og uformel måde at kommunikere med hinanden. Det fortæller Christiane Vejlø, der er digital trendanalytiker og direktør i Elektronista Media, hvor hun beskæftiger sig med forholdet mellem teknologi og mennesker.

Hun peger på, at der i dag er så mange andre kanaler, vi kan skrive sammen på, og at vi derfor mere bruger sms til at skrive med vores allernærmeste.

- Sms'en er blevet det sted, hvor du mere har de faktuelle samtaler om, hvem der henter mælk eller skriver, at du kommer lidt for sent. At have en tilstedeværelse sammen fungerer bedre på de nyere platforme, siger Christiane Vejlø.

Vi oplever en spirende tendens til at droppe smartphonen og gå tilbage til den gamle Nokia-telefon

Anni Marquard, administrerende direktør, Center for digital pædagogik

I Danmark toppede brugen af sms ellers i 2010, hvor danskerne sendte mere end 13 milliarder beskeder i løbet af året, viser tal fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur. I dag er forbruget faldet til omkring en tredjedel, oplyser mobilselskabet Telenor.

Sociale medier som Messenger, Snapchat og Instagram har derimod overhalet sms'en som danskernes foretrukne medier. På verdensplan er Whatsapp nu den mest populære platform til at sende tekstbeskeder.

Christiane Vejlø peger på, at de andre platforme har den styrke, at man kan skrive og tale sammen i grupper. Det har heller ikke betydning, hvilken mobiltelefon man har, og om man har hinandens telefonnumre.

I dag er det almindeligt ikke at have hinandens telefonnummer, selvom man kender hinanden rigtig godt. Særligt blandt den yngre generation, siger hun:

- Man vil tit opleve, at de eneste tidspunkter, 14-15 årige bruger sms, er, når de skriver med deres forældre, siger Christiane Vejlø.

Har forandret vores sprog

Sms'en har gjort hverdagen nemmere for os. Men den har også gjort vores sprog mere kortfattet, fortæller Tina Thode Hougaard, der er sprogforsker på Aarhus Universitet.

I sms'ens spæde start var der en begrænsning på, hvor mange tegn man kunne skrive, og sms'erne kostede også omkring en krone at sende. Derfor var der grund til at fatte sig i korthed, og det har hængt ved siden.

- Vi bruger det, der er til at gøre os forståelige med, og det er også visuelt. Så vi bruger også memes, emojis og gifs, fortæller Tina Thode Hougaard til TV 2.

Sms'en har dog også betydet, at færre ringer, fordi det er lettere og hurtigere at sende en sms. Christiane Vejlø tror dog ikke nødvendigvis, at det har gjort os mindre sociale eller i kontakt med hinanden.

- For beskederne kan derimod betyde, at man er mere løbende i kontakt, siger hun.

Afstemning

Hvor ofte bruger du sms?

Unge taler sammen i små videoer

Ifølge The New York Times er Tiktok, der netop har gjort sig populær på små videoer, den mest downloadede app i aldersgruppen 18-24. En målgruppe, der i stigende grad anvender appen som søgemaskine frem for Google.

Anni Marquard, der er administrerende direktør for Center for digital pædagogik, ser da også, at unge netop kommunikerer mere visuelt end gennem skrift, som sms lægger op til.

- Jeg tror ikke, at mange unge taler i telefon sammen, men så laver de små videoer og taler med hinanden over Snapchat eller Facetime. Så de bruger det til at tale sammen, siger hun.

Selvom hun først havde spået sms'en på vej ud, så har hun i den seneste tid set en genkomst for den, når de i deres rådgivningscenter har været i kontakt med børn og unge.

- Vi oplever en spirende tendens til at droppe smartphonen og gå tilbage til den gamle Nokia-telefon, så man ikke bliver forstyrret af sociale medier, siger hun.

Også Christiane Vejlø mener, at det er for tidligt at vende sms'en helt ryggen.

- Den vil nok blive brugt mindre, men den vil sandsynligvis blive liggende som app på telefonen i mange år i fremtiden, siger hun.