Først delte Musk konspirationsteori – bagefter kom han med selvmodsigende påstand
Søndag løftede Elon Musk lidt af sløret for Twitters fremtid. Blandt andet vil han suspendere brugere, der imiterer andre og ikke mindst ham selv.
Da det tilbage i april blev annonceret, at verdens rigeste mand, Elon Musk, havde tænkt sig at købe det sociale medie Twitter, meldte flere spørgsmål sig på banen.
Den excentriske entreprenør er nemlig selv kendt for at være en kontroversiel Twitter-bruger, så hvad ville hans ejerskab medføre af ændringer?
Og endnu vigtigere, hvad ville han gøre ved misinformation?
Her lidt mere end en uge efter, at Musk officielt overtog Twitter, har omverdenen allerede fået et lille fingerpeg om, hvilken fremtid Twitter går i møde.
Men det er ikke nødvendigvis godt nyt for folk, der forsøger at komme fake news til livs. For allerede på dag tre gjorde Musk sig skyldig i det, han har sat sig for at bekæmpe: misinformation.
Delte grundløs konspirationsteori
Da Elon Musk gik på Twitter sidste søndag, pustede han liv til en debat, der ellers var ved at ebbe ud.
Det skete, da han delte et link til en artikel i Santa Monica Observer, der påstod, at overfaldet på Paul Pelosi, der er gift med formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, var et resultat af et opgør mellem to elskere.
- Der er en meget lille mulighed for, at der er mere i den historie, end man først skulle tro, skrev mangemilliardæren og fik 24.000 delinger og 86.000 likes.
Problemet var bare, at der var tale om en konspirationsteori affødt i kommentarsporene på højreorienterede hjemmesider, og at der ingen hold var i påstanden.
Ifølge det amerikanske politi havde gerningsmanden nemlig forinden tilstået, at det var hans mening at opsøge Nancy Pelosi, kidnappe hende og smadre hendes knæskaller. Men da hun ikke var hjemme, gik det ud over hendes mand.
Tweetet, som blev slettet syv timer senere, pustede derfor nyt liv til bekymringerne om, hvorvidt Musks nye Twitter-ejerskab vil give frit spil til flere ekstreme stemmer.
En ytringsfrihedsfundamentalist
Søndag løftede Elon Musk selv lidt af sløret for Twitters fremtid.
- Twitter skal blive den mest nøjagtige kilde til information om verden. Det er vores mission, skrev Musk på det sociale medie.
Et tweet, der udløste tusindvis af kommentarer og en livlig diskussion om, hvordan Musk vil opnå netop det.
Som eneejer af et af verdens mest indflydelsesrige sociale medier er det nemlig alene op til Elon Musk at diktere, hvordan debatten på Twitter arter sig.
Og som selverklæret ”ytringsfrihedsfundamentalist” har Musk tidligere varslet, at der skal være færre begrænsninger for, hvem og hvordan man må ytre sig på platformen.
Det har skabt bange anelser hos flere, heriblandt hos den amerikanske præsident, Joe Biden, der har langet ud efter Elon Musk for at "sprøjte løgne ud i hele verden".
Er selv en del af problemet
Spørgsmålet er så, om det nye ejerskab, der gik igennem 28. oktober, kan åbne op for en Pandoras æske af rabiate holdninger?
Ifølge Troels Johannesen, der er selvstændig strategisk kommunikationsrådgiver og ekspert i sociale medier, skaber det nye udfordringer for Twitter, at Musk vil have færre grænser for ytringsfriheden.
Ligeledes kan det blive et problem, at 15 procent af de medarbejdere, der arbejder med at stoppe deling af misinformation og skadeligt indhold på mediet, er blevet afskediget.
- Det er en kæmpe udfordring for Twitter, fordi der hurtigt kommer grænseløse debatter, mere hadtale og flere typer, der går langt over stregen i forhold til, hvad der er en demokratisk samtale, siger Troels Johannesen til TV 2.
Han understreger samtidig, at Elon Musk selv er en del af problemet, da han med sine korte og uigennemtænkte tweets er et eksempel på det, som kritikerne gruer for vil vokse sig større med ejerskiftet.
- Elon Musk er et løsgående missil, hvad angår Twitter, og det er en kæmpe udfordring for hans virksomhed. Hvis han vil sikre en bedre demokratisk debat på Twitter, er han også nødt til selv at ændre sin måde at kommunikere på.
Hvad bringer fremtiden?
Selvom der ikke nødvendigvis er noget, der tyder på, at Elon Musk har i sinde at ændre adfærd, tegner der sig til gengæld et billede af, at han er ved at trække i land, hvad angår hans udmeldinger om ytringsfrihedens frie rammer på Twitter.
Søndag kom det nemlig også frem, at Elon Musk vil suspendere Twitter-brugere, som udgiver sig for at være personer, de ikke er, permanent.
Meldingen fulgte i kølvandet på, at flere kendte personer på Twitter – for eksempel den amerikanske komiker Kathy Griffin – i weekenden udgav sig for at være Musk.
Troels Johannesen kalder det hyklerisk af Elon Musk, at han både siger, at han vil sikre videre grænser for ytringsfrihed og samtidig vil blokere konti for at imitere ham.
- Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Ud fra et forretningsperspektiv kan der dog være penge i det, for der er ikke penge i at være ytringsfrihedsfundamentalist, siger han.
Behovet for at indtjene flere penge til Twitter er også blevet større, efter at flere virksomheder ifølge Forbes har valgt at holde pause med deres annoncering på grund af Musks ankomst.
Men uanset hvad den nærmeste fremtid indebærer for Twitter, tror Troels Johannesen stadig, at størstedelen af brugerne bliver.
Kun, hvis samtalen bliver endnu mere rabiat, hvis flere annoncører forsvinder, og hvis et nyt alternativ opstår, forventer den sociale medie-ekspert, at Twitter mister sit grundlag.