Tech

Twitter arbejder på en ny knap - og den kan give brugerne ro i maven siger ekspert

Knappen er en af de allermest efterspurgte funktioner i det sociale medies historie, fortæller en ekspert.

Den har været efterlyst af brugerne i lang tid.

Og nu har det sociale medie Twitter bekræftet, at de arbejder på en edit-knap, som gør det muligt for brugere at redigere i tweets, de allerede har offentliggjort.

Det skriver Twitter i et tweet.

- Nu når alle spørger... Ja, vi har arbejdet på en edit-funktion siden sidste år! Og nej, vi fik ikke idéen fra en afstemning, skriver de.

Afstemningen henviser til, at Tesla-stifteren Elon Musk tirsdag lavede en afstemning på Twitter om, hvorvidt der er opbakning til en edit-knap på mediet.

Det gjorde han på den samme dag, som det blev offentliggjort, at han har fået en plads i Twitters bestyrelse efter at have købt en større aktiepost i det sociale medie.

Twitter skriver desuden, at de i de kommende måneder vil teste edit-knappen.

Slåfejl eller fejl af større betydning

En edit-knap på Twitter er en af de funktioner, som brugerne har efterspurgt allermest i Twitters historie. Det fortæller Astrid Haug, som er digital rådgiver og direktør i Astrid Haug Bureau.

Svaret er nej

Medstifter af Twitter Jack Dorsey i 2020 om en edit-knap

Hun påpeger, at funktionen allerede eksisterer på andre sociale medier som LinkedIn, Instagram og Facebook.

- Folk vil virkelig gerne have den her edit-knap, siger hun.

Blandt andre har den amerikanske tv-personlighed og forretningskvinde Kim Kardashian tweetet om den manglende knap.

Hovedårsagen til, at knappen er så efterspurgt, er ifølge Astrid Haug, at man ikke kan redigere i et tweet, som er offentliggjort, hvis det indeholder en slåfejl.

- Twitter er et hurtigt socialt medie, så man skriver tit ret hurtigt, hvilket også kan betyde, at der kommer flere fejl.

Desuden kan man også komme til at lave en fejl, som kan få større konsekvenser, eksempelvis hvis man har glemt et "ikke" eller noget andet, som betyder, at ens tweet får den helt modsatte betydning.

- Ofte er det uskyldige fejl, men andre gange er det fejl, som godt kan betyde noget, hvis tweetet for eksempel kommer fra virksomheder eller debattører.

Hvis man vil rette en fejl, kan man enten slette sit tweet, lave et nyt eller skrive i en kommentar til sit opslag, at man har lavet en fejl.

- Det er lidt bøvlet, lyder det fra den digitale rådgiver.

Risiko for at brugere ændrer budskab i deres tweets

I starten af 2020 udtalte medstifteren af Twitter, Jack Dorsey, ellers, at Twitter "formentlig aldrig" vil lave en edit-knap.

- Svaret er nej, lød det kontante svar fra Dorsey.

I interviewet argumenterede han for, at en edit-knap vil kunne bruges til at vildlede folk og sprede misinformation på Twitter.

For ved at give brugerne mulighed for at redigere i deres tweet giver man dem også mulighed for at ændre betydningen af tweetet.

Det kan for eksempel være, at man har lavet et tweet om, at man støtter et bestemt budskab og fået en masse likes, kommentarer og delinger på det. Og dagen efter går man ind og ændrer budskabet 180 grader.

Ekspert er ikke bekymret

Derfor understreger Twitter, at der skal være en vis sikkerhed ved at lave en edit-knap.

Og det bliver formentlig noget med at gøre det transparent, når en bruger har redigeret i sit tweet, forklarer Astrid Haug.

Afstemning

Synes du, Twitter skal lave en edit-knap?

- Enten så man kan se, hvad der er blevet rettet, eller bare så man kan se, at der er blevet rettet noget i tweetet. Der kan også være nogle tidsbegrænsninger, hvor man siger, at du kan rette det efter en time eller 24 timer. Det er i hvert fald noget, de tager meget alvorligt, siger hun.

Astrid Haug forklarer, at Twitter er et meget politisk socialt medie, og at det ofte er holdningsbaserede opslag, brugerne skriver.

Jeg tror, at det vil være en kæmpe hjælp for mange brugere, som måske synes, Twitter kan være lidt overvældende

Astrid Haug, digital rådgiver og direktør i Astrid Haug Bureau

Derfor vil brugerne i høj grad kunne bruge edit-knappen til at manipulere med deres tweets.

Det er dog ikke noget, den digitale rådgiver er synderligt bekymret for.

- Hvis man ofte redigerer i sine tweets, så de ændrer betydning, bliver man jo også en utroværdig person, så for mig at se virker det som om, de overdriver risikoen for, at folk vil snyde, lyder det.

Opgør med det autentiske

Astrid Haug vurderer ikke, at en edit-knap vil ændre radikalt på Twitter, antallet af brugere eller hvor ofte de tweeter.

Formentlig vil der være færre stavefejl og måske også færre misforståelser.

Og så tror hun, at det i virkeligheden vil give mange brugere ro i maven.

- Jeg tror, at det vil være en kæmpe hjælp for mange brugere, som måske synes, Twitter kan være lidt overvældende. Netop fordi, at du ikke kan ændre i det, når du først har tweetet noget, men kun kan slette opslaget, siger Astrid Haug.

Jack Dorsey har tidligere argumenteret for, at Twitter oprindeligt blev stiftet som en sms-platform, og at en edit-knap vil underminere den funktion.

Noget, som Astrid Haug giver ham ret i, selvom hun synes, at Dorseys modstand mod knappen "virker lidt overdrevet".

- Det er et opgør mod det meget autentiske, som netop gør Twitter så troværdigt. Men det kan Twitter og brugerne nok godt leve med.