Tech

Elon Musk får plads i Twitters bestyrelse

Tesla-chef og mangemilliardæren Elon Musk har fået en plads i Twitters bestyrelse efter køb af stor aktiepost.

Den Twitter-kritiske Elon Musk har fået plads i det sociale medies bestyrelse. Det skriver Twitters administrerende direktør Parag Agrawal på Twitter tirsdag.

Elon Musk har købt en større aktiepost i Twitter efter i ugevis at have kritiseret det sociale medie på selv samme sociale medie, Twitter.

- Jeg er glad for at kunne dele, at vi udnævner Elon Musk til vores bestyrelse. Gennem vores samtaler med Elon Musk i de seneste uger stod det klart for os, at han vil bringe stor værdi i vores bestyrelse.

- Han er både en passioneret tilhænger af og en intens kritiker af vores service, hvilket er, lige hvad vi har brug for i Twitter og vores bestyrelse for at gøre os stærkere på langt sigt. Velkommen Elon, skriver Parag Agrawal i et tweet.

Vil "skabe mærkbare forbedringer"

Ifølge CNBC er Elon Musks plads i bestyrelsen også bekræftet via de amerikanske børsmyndigheder, hvor han er indskrevet som bestyrelsesmedlem frem til 2024.

- Ser frem til at arbejde med Parag og bestyrelsen om at skabe mærkbare forbedringer på Twitter i de kommende måneder, skriver Elon Musk på Twitter.

Mandag kom det frem, at Elon Musk, der grundet sit ejerskab af elbil-producenten Tesla er god for et trecifret milliardbeløb i dollar, havde købt små 10 procent af Twitter.

- Behov for ny platform?

Twitter og Elon Musk har en broget historik. Og senest har Elon Musk - på Twitter - været voldsomt ude med riven efter Twitter.

Det startede i slutningen af marts, hvor han lavede en afstemning på Twitter, der lød:

- Ytringsfrihed er afgørende for et fungerende demokrati. Mener du, at Twitter aktivt lever op til det princip?

- Konsekvenserne af afstemningen vil være vigtige. Stem venligst forsigtigt.

Dagen efter skrev han:

- Givet at Twitter fungerer som et de facto demokratisk mødested, underminerer det demokratiet, hvis det ikke følger principperne om ytringsfrihed.

- Hvad skal gøres? Er der behov for en ny platform?

Redigere i afsendte tweets

Det er umiddelbart uvist præcist, hvad Elon Musk mener, at Twitters problem med ytringsfrihed her. Men han har tidligere omtalt sig selv som ytringsfrihedsfundamentalist.

Twitter har i de seneste år slået hårdere ned på brugere, der ytrer hadtale, opfordrer til politisk vold eller vurderes aktivt at undergrave demokratiet.

Eneste konkrete om ændringer på Twitter Elon Musk har ytret siden mandag er dog at lave en afstemning om, hvorvidt man burde kunne redigere i allerede afsendte tweets.