Tech

NASA deler tre nye billeder fra Mars, og denne gang er de i farver

På et af billederne ses køretøjet Perseverance hænge i de kabler, som nænsomt sænkede det ned på Mars' overflade.

Torsdag aften landede køretøjet Perseverance succesfuldt på Mars.

Og efter årevis af planlægning og en rumrejse på 470 millioner kilometer kunne Perseverance sende de første billeder tilbage til jorden.

I første omgang drejede det sig kun om nogle få, let slørede og sort-hvide fotos af planetens overflade. Men fredag har NASA offentliggjort tre nye billeder.

Og denne gang viser de både Mars og selve køretøjet i farver.

Det første foto er taget fra det fartøj, der transporterede Perseverance det sidste stykke ned gennem planetens atmosfære. Her ses køretøjet hænge i de kabler, som nænsomt sænkede det ned på Mars' overflade.

Perseverance landede i krateret Jezero Crater på Mars.

Her skal den forsøge at kaste lys over en række ubesvarede spørgsmål om den røde planet. Blandt andet om der er eller har været liv, og derudover skal robotten forsøge at transportere prøver tilbage til Jorden.

Det vil i så fald være første gang, det lykkes.

Alligevel har robotten selv også haft tid til at tage en håndfuld billeder - blandt andet dette af sin egen skygge og bjerge i horisonten.

Samtidig tog den mere end ét ton tunge Mars-rover også et nærbillede af sit eget hjul.

Her ses det sikkert plantet på planetens overflade.

NASA har lovet, at der snart kommer flere billeder fra Perseverances ophold på Mars.