Tech

Prøveraket fra privat rumfartsselskab eksploderer ved landing

Prøveaffyring af ny type raket fra SpaceX gik fint frem til landing, hvor raketten eksploderede.

En prototype af en raket fra rumfartsselskabet SpaceX er eksploderet under landing efter en ellers succesfuld prøveaffyring.

Starship-raketten var en grundmodel for den raket, som bliver udviklet af Tesla-milliardæren Elon Musk med henblik på at sende et rumfartøj med mennesker og en last på op til 100 ton på fremtidige missioner til Månen og Mars.

I december eksploderede en anden prototype af en Starship-raket på samme måde.

- Vi havde endnu en fantastisk prøveflyvning, sagde en kommentator fra SpaceX om opsendelsen, der blev vist direkte på nettet.

- Vi skal bare arbejde lidt mere med landingen, tilføjede han.

For høj fart og forkert vinkel

Raketten, der er lavet af rustfrit stål, blev affyret problemfrit fra selskabets raketbase i Boca Chica i den amerikanske delstat Texas klokken 15.30 lokal tid tirsdag.

Da den nåede en højde på ti kilometer blev motorerne slået fra, og der blev foretaget en række testmanøvrer.

Problemet begyndte, da raketten forsøgte at vende tilbage til jorden i vertikal position for at lande. Optagelser viser, at raketten kommer ind med alt for høj hastighed og i en forkert vinkel.