26-årig lavede nyt computerspil om sin hustrus lidelse, så andre kan forstå hende
Mette Nonboe Carlsen og hendes mand håber, at spillet kan åbne for en diskussion, og at flere vil spørge ind til hendes lidelse.
Truende telefonbeskeder, overvågningskameraer i soveværelset og mørke skikkelser ude foran vinduet.
Det var virkeligheden for Mette Nonboe Carlsen, da hun blev ramt af lidelsen paranoid skizofreni.
Og nu får resten af verden et indblik i den verden, hun lever i.
For Mette Nonboe Carlsens oplevelser danner nu rammen for et nyt computerspil med titlen ‘Split mind’ - et spil designet af hendes mand, Joakim Nonboe Carlsen, der er spildesigner.
Hun har været meget åben over for sin mand og fortalt ham, hvordan verden har set ud fra hendes synspunkt, og det har inspireret ham til at lave spillet:
- Jeg har tænkt, at der burde være et eller andet sted, hvor man kunne få hjælp til at forstå det eller give andre mennesker forståelse for, hvordan det er at være sådan, som Mette er, fortæller han i 'Go' morgen Danmark'.
Mange fejer det væk
I ‘Split Mind’, som er Joakim Nonboe Carlsens afsluttende kandidatprojekt på Det Kongelige Akademis spildesignerlinje, bliver vi lukket ind i hovedet på en person med paranoid skizofreni.
Her oplever man blandt andet, hvordan hendes pårørende fejer det væk, når hun fortæller om trusler, banken på døren og sorte skikkelser i lejligheden.
Det ses blandt andet i en scene i spillet, hvor hovedkarakteren i spillet skriver med sin mor, som tydeligvis har svært ved at forstå, at noget er galt.
Og det er noget, som Mette Nonboe Carlsen kan genkende fra sig selv:
- Man prøver at sige noget, og så bliver det lidt fejet væk, og man føler sig ikke lyttet til og forstået. Til sidst giver man op, og følgerne af det er, at man isolerer sig selv derhjemme, fortæller hun.
Og Joakim Nonboe Carlsen er også selv blevet klogere på skizofreni i sit arbejde med spillet. Han er blandt andet blevet bevidst om, at skizofreni kommer til udtryk på mange måder. Han er derfor klar over, at alle ikke nødvendigvis kan identificere sig med hans kone, som spillet er baseret på.
- Jeg vil gerne tale om det
Da Joakim Nonboe Carlsen fortalte sin kone, at han ville lave spillet, blev hun meget beæret.
- Jeg syntes, at det lød rigtig spændende, og jeg blev beæret, fordi han ville prøve at forstå mig bedre, og han ville prøve at hjælpe andre til at forstå det. Jeg blev bare glad og tænkte: ”Det bliver spændende det her”, siger Mette Nonboe Carlsen i ‘Go’ morgen Danmark’.
Og selvom det har været udfordrende for Mette Nonboe Carlsen at rippe op i hendes sindslidelse, håber hun, at spillet kan åbne for en samtale.
- Folk skal ikke være bange for at spørge i hvert fald. Nu har de fået et indblik i, hvordan det er, og jeg vil meget gerne snakke om det. Hvis man siger, at man har den her lidelse, så tør de ikke spørge ind til det, for de er ikke helt sikre på, hvad det er, slutter hun.
Se interviewet med Mette og Joakim Nonboe Carlsen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.