Coronavirus

Mette Frederiksen-opslag deler vandene: - Der er næsten lidt parodi og "mor på Instagram" over det

To eksperter giver fire grunde til, at Mette Frederiksen er kommet i modvind for sit seneste Instagram-opslag.

Det var på et bagtæppe bestående af aflivede mink og en nedlukning af Nordjylland, at Mette Frederiksen torsdag lagde et billede på sin Instagram-profil.

- Dobbeltklik på billedet og vis din opbakning til Nordjylland, skrev statsministeren ved siden af en grå firkant og ordene: "Jeg Nordjylland", med plads til et rødt hjerte i mellem dem.

Kort efter, det blev oploadet, blev opslaget ramt af kritik.

Flere politikere - både Mette Frederiksens modstandere og samarbejdspartnere - skriver, at opslaget var "ulækkert" og "smagløst" på Twitter, mens Instagram-brugere kommenterer, at det er upassende og overfladisk at opfordre til at like noget, der er så alvorligt som nedlukningen af en landsdel og udryddelsen af et erhverv.

Men hvad er det, der gør, at nogle kritiserer Mette Frederiksens opslag? Herunder giver to eksperter fire forklaringer:

1. Kontrasten

En af de ting, der får det til at skurre, når vi ser Mette Frederiksens opslag, er, at der er for store kontraster på spil, fortæller Nathalie C. Larsen, der er ekspert i sociale medier.

- Der er noget med proportionerne. Hvis man ejer en minkfarm, og hele ens liv lige er blevet revet op under en, så virker det upassende at blive mødt med "del-og-like", siger hun.

2. Magten

Mange danskere har sendt digital kærlighed til trængte før Mette Frederiksen - blandt andet med Black Lives Matter-kampagnerne eller ved at skifte profilbillede i sympati med Charlie Hebdo eller terrorramte lande.

I de situationer er vores likes og nye billeder udtryk for, at vi gerne vil udtrykke omsorg og støtte i en situation, vi føler os magtesløse i.

Netop det gør, at Mette Frederiksens opslag er udfordret, siger Nathalie C. Larsen.

- Hendes afsenderposition er vigtig, for hun har magten til at dreje på knapperne. Det er i grove træk hende, der har fældet dommen over Nordjylland, så derfor kan det virke mærkeligt, at hun lægger opslaget op, siger hun og tilføjer:

- Og så er det, at folk retter kritikken: "Det, du giver dem, er likes på Instagram, men de ville nok hellere have noget andet med mere substans".

3. Baggrunden

En tredje forklaring på bagslaget er, at håndteringen af virussen giver mere plads til kritik end eksempelvis kampen mod terror gør, siger Mads Kæmsgaard Eberholst, der er studielektor i kommunikation, journalistik og medier ved Roskilde Universitet.

- Det er stort set umuligt at være uenig i, at et terrorangreb er forfærdeligt. Men i den her situation er langt nemmere at være uenig, rejse kritik og fremhæve forskellene, siger han.

4. Formatet

En fjerde forklaring er det tekniske greb, hvor man viser sin støtte gennem to tryk på skærmen, der får et hjerte frem. Formatet med at dobbelttappe er ikke nyt - tværtimod, fortæller Nathalie C. Larsen.

- Det var noget, man så trende for mange år siden, så der er næsten lidt parodi og "mor på Instagram" over det, siger hun.

Over 85.000 støtter

På trods af kritikken tyder det dog på, at opslaget også virker: Over 85.000 mennesker har dobbelttappet og tilkendegivet deres støtte til Nordjylland og Mette Frederiksen.

Flere brugere skriver, at de er glade for at have en statsminister med hjertet på det rette sted, og at den digitale støtte er en fin erklæring.

- Det er nok mest af alt en lille, kritisk medieskare, der tænkte "hold nu kæft", da de så det. Men det farver ikke det hele, for det større billede er, at hun får skabt en stime af sympati og digital kærlighed sendt mod Nordjylland, siger Nathalie C. Larsen.

Begge eksperter ser Mette Frederiksens opslag som ret succesfuldt - særligt hvis man måler på ét parameter: Opmærksomhed.

- For hende handler det om at få likes, delinger og kommentarer. På den måde er det en win-win for hende, også når omtalen er mere kritisk, siger Nathalie C. Larsen.

Afstemning

Hvad mener du om Mette Frederiksens Instagram-opslag?

En afmålt menneskelighed

Mads Kæmsgaard Eberholst har forsket i politikeres brug af sociale medier gennem en årrække og fortæller, at der ingen politiske partier var på Instagram ved valget i 2015, men en del var kommet på platformen ved valget fire år senere.

I takt med, at Instagram er vokset, er der flere politikere, der ser potentiale i platformen. Han sammenligner Instagram med to andre sociale medier:

- Man kan se det sådan, at på Instagram er indholdet end blødere end på Facebook, mens det på Twitter er hårdere end Facebook, siger han.

Scroller man forbi Nordjylland-opslaget og videre ned gennem Mette Frederiksens Instagram-profil, møder man en blanding af billeder fra politiske forhandlinger og mere private billeder.

Det afspejler, at politikere i dag ikke kun er politikere - de er også mennesker og giver "en bid af sig selv", og Instagram oplagt sted at gøre det, siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Han peger på, at Mette Frederiksens private billeder - bogstaveligt talt - er mere nære billeder end dem, hun lægger op i forbindelse med sit arbejde.

- Det virker til at være nøje beskårede nærbilleder, og man ser ikke mere end højst nødvendigt. Det er næppe tilfældigt, for der bliver doseret, så det er privat i afmålte doser, siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Håbet for alle politikere på sociale medier er, at deres indsats på for eksempel Instagram kan måles, når vælgerne står i stemmeboksen.

- Hvis vi ser de mere personlige sider af Mette Frederiksen, så stemmer vi jo også på et menneske frem for bare en politiker. Den patos kan afgøre, om vi bedst kan lide hende eller en modkandidat, siger Nathalie C. Larsen.