Tech

Fem årsager til Tiktoks blakkede ry - og en, der måske også er nøglen til dens succes

Tiktok deler vandene og skaber debat i kølvandet på USA's beslutning om at forbyde download.

Blandt børn og unge er den kinesiske app Tiktok et kæmpe hit.

Det er et kreativt mekka, hvor de gennem korte videoer kan dele alt fra små dansekoreografier til sketches og makeup-vejledninger.

På rekordtid har over en milliard brugere på verdensplan oprettet en profil, men med den enorme popularitet er de kritiske spørgsmål fulgt om appens sikkerhed.

Dette spørgsmål er hovedårsagen til, at USA ifølge nyhedsmediet Reuters i denne uge besluttede, at det fra søndag vil være umuligt at downloade appen eller opdatere den, hvis man i forvejen har den.

Tiktok - og det kinesiske firma Bytedance, som står bag - beskyldes blandt andet for at indsamle store mængder data om brugerne. Data, som er unødvendige og kompromitterer brugernes privatliv.

Det er særligt problematisk, fordi Tiktoks brugere er så unge.

Op mod 200.000 danskere bruger appen, og 20 procent af børn mellem 9 og 14 år i Danmark har den, viste DR's medieundersøgelse i år. Det er på trods af, at aldersgrænsen officielt er 13 år.

Men hvad er det præcis, Tiktok gør, som vækker så stor bekymring? Det kan du blive klogere på her.

1. Gemmer Tiktok mere, end de siger?

Tiktok ved blandt andet, hvor du er, hvem dine kontakter er, hvad du søger på samt indholdet af dine private beskeder. Det giver du altsammen appen adgang til, når du downloader og godkender privatlivspolitikken, hvilket faktisk ikke adskiller den meget fra konkurrerende medier som Facebook og Instagram.

Tiktok kommer til gengæld på kant med loven, når den indsamler oplysninger, du ikke har givet den lov til.

I marts blev det afsløret, at appen havde indsamlet tekst og billeder, som brugerne gemte i deres udklipsholder på telefonen. Det kunne i værste tilfælde være adgangskoder. Funktionen blev hurtigt fjernet, men det har skabt usikkerhed om, hvorvidt der er andre oplysninger, som Tiktok henter uden brugernes viden.

Det er ulovligt i EU, ligesom at det er ulovligt at hente brugeroplysninger, der ikke tjener et såkaldt "legitimt formål". Fra Tiktok lyder det, at de udelukkende henter oplysninger for at forbedre brugeroplevelsen, men i Danmark tager man også beskyldningerne så alvorligt, at man har påbegyndt en undersøgelse.

Datatilsynet har bedt Tiktok dokumentere, at de meget unge brugere bliver oplyst om, hvor meget appen "ved om dem". Er brugerne under 15 år skal privatlivspolitikken være skrevet i et simpelt sprog, og er brugerne under 13 år, skal Tiktok vise dokumentation for, at forældrene har givet deres samtykke til download.

2. Risiko for hacking

Når en app som Tiktok gemmer oplysninger om din færden, dine kontaktoplysninger - eksempelvis telefonnummer - og dine billeder og videoer på deres server, så stiller det høje krav til deres egen datasikkerhed. Og det er ikke sikkert, at den opgave bliver håndteret godt nok, lød kritikken i april fra to app-udviklere.

De formåede at få adgang til forskellige Tiktok-brugeres konti, hvorfra de delte videoer med misinformation om coronapandemien. De demonstrerede, at man som hacker sagtens kunne tilgå brugeroplysningerne, og selvom deres formål var at vise sikkerhedsbristen, så vil andre hackere måske have mere lysky hensigter.

Tiktok har siden forbedret sikkerheden. Blandt andet ved at flytte til et såkaldt HTTPS-system, der sikrer, at brugernes oplysninger bliver krypteret.

3. Børn eksponeret for upassende indhold

Mellem dansevideoerne på appen kan brugerne af Tiktok sommertider støde på indhold, som ikke henvender sig til børn.

I starten af september skabte det overskrifter, da en selvmordsvideo cirkulerede på det sociale medie. Tiktoks sorteringsfiltre opdagede det ikke. Men det er langt fra det eneste.

I en undersøgelse, som Politiken foretog fra februar til april i år, fandt de 100 populære profiler, som tilbød adgang til nøgenbilleder og hjemmelavede sexvideoer. Salget af videoerne skete ikke direkte på Tiktok, men der blev reklameret for det med det, som dagbladet kaldte "stærkt seksualiserede videoer".

Både Red Barnet, Medierådet for Børn og Unge og Center for Digital Pædagogik udtrykte bekymring over, at Tiktok ikke i højere grad fjernede seksuelt indhold af hensyn til den meget unge målgruppe.

I Indien, som indtil for nyligt var et af appens største markeder, har der også været sager om videoer med dyremishandling og videoer, der imiterede vold, som nåede at blive delt og set af mange tusinde brugere, inden tjenesten fjernede det.

4. "Grimme" og "fattige" fjernet

Hvor nogle videoer tilsyneladende bliver overset, så viste et internt dokument fra Tiktok i marts, at andet indhold muligvis er blevet censureret.

I dokumentet fremgik det, at appens algoritme prioriterede indhold til hver enkelt brugers for you-side (side, hvor brugeren eksponeres for nyt indhold målrettet dem, red.) ud fra nogle meget smalle skønhedskriterier.

Algoritmen straffede personer med "unormal kropsform" såsom overvægtige eller personer med dværgvækst, "grimt ansigtsudseende" såsom mennesker med rynker eller manglende tænder. Derudover blev videoernes omgivelser også bedømt ud fra et kriterie om, at der ikke måtte se "lurvet ud" eller være eksempelvis "slumområder".

Det var "ikke så velegnet til nye brugere, da de ikke var tiltalende", stod der i begrundelsen.

Tiktok var efterfølgende ude og forklare, at det var retningslinjer, som skulle forhindre mobning, og at langt de fleste af dem slet ikke var implementeret.

5. Frygt for kinesisk overvågning

Tiktok har også skabt politisk bekymring, særligt i USA og Indien, på grund af dens ophav i det Beijing-baserede selskab Bytedance.

Den indiske regering valgte som det første land denne sommer at bandlyse appen helt af frygt for, at den kinesiske regering kunne få adgang til oplysninger om indiske borgere gennem appen og udgøre en sikkerhedsmæssig risiko.

I USA har både præsident Donald Trump og udenrigsminister Mike Pompeo udtrykt sig i skarpe vendinger om, at appen indsamler oplysninger om de amerikanske brugere.

- Du skal kun downloade den app, hvis du ønsker, at dine personlige oplysninger falder i hænderne på Kinas kommunistiske parti, sagde Mike Pompeo til Fox News i august. Det er blandt andet denne bekymring, USA nu handler på.

Tiktok afviser selv alle anklagerne.

- Vi har aldrig givet brugerdata videre til den kinesiske regering, og det ville vi heller aldrig gøre, hvis vi blev bedt om det, sagde selskabet i et svar til Mike Pompeo.

6. En platform nærmest uden voksne - og politisk gennemslagskraft

Et faktum om Tiktok, som heller ikke kan ignoreres i debatten, er netop de unge brugere på Tiktok.

Ifølge det amerikanske mediebureau Adage er op mod 70 procent af Tiktoks brugere under 24 år gamle. Og nogle unge brugere får en enorm følgerskare. Eksempelvis har den største Tiktok-stjerne, den 16-årige amerikaner Charli D'Amilio, 86 millioner følgere på appen.

Der er altså tale om et socialt medie, som endnu er regeret af den digitalt indfødte generation, og det har også vist sig at give brugerne en politisk gennemslagskraft.

Under Trumps rally i Tulsa, Oklahoma i juni var over halvdelen af de 19.000 sæder tomme. Efterfølgende kom det frem, at tusindvis af brugere på Tiktok anbefalede hinanden at reservere billetterne for i sidste øjeblik at melde afbud. Om det var Tiktok-brugerne, der var skyld i de tomme sæder, har Trumps kampagnemedarbejdere benægtet.

Beskeden om, at appen nu sandsynligvis bliver bandlyst i USA, har da også fået tusindvis af brugere til at udtrykke deres skuffelse på andre sociale medier. En ung kvinde skriver:

- Downloadede jeg lige Tiktok af den ene årsag at gøre en lille bitte indsats for at pisse Trump af? Ja. Ja, det gjorde jeg.