Tech

Snapchat undskylder og trækker kritiseret filter tilbage

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen brugte 43 procent af danskerne Snapchat i 2019. Denis Charlet / Ritzau Scanpix

Det er ikke første gang, det sociale medie Snapchat har været i vælten for kritisable filtre.

Det sociale medie Snapchat et kommet i modvind, efter de fredag lancerede et nyt filter i anledningen af den amerikanske mærkedag for slavernes befrielse, Juneteenth.

Filteret viste en baggrund med fangelænker, og når mediets brugere placerede sig foran dem, blev de mødt med beskeden: "Smil og bryd lænkerne."

Kun ved et fremvise et muntert sæt tænder, gik rækken af lænker i stykker.

En sammenkobling, der hurtigt blev mødt af så meget kritik, at Snapchat efter blot få timer måtte fjerne filteret fra deres app, skriver The Verge.

"De har fucket op"

Juneteenth markerer dagen for slavernes befrielse i USA og er særligt af afroamerikanere blevet fejret siden 1865.

I år tillægges mærkedagen ekstra betydning på grund af de talrige demonstrationer, der de seneste uger er fundet sted verden over, efter den sorte amerikaner George Floyds død under en voldsom anholdelse i byen Minneapolis i delstaten Minnesota.

- Nogle gange føler jeg slet ikke, at de tænker over de ting, de gør. Og med "de" mener jeg hvide mennesker. Jeg tror, filteret er ment venligt og som en måde at vise opbakning, men de har fucket op, skriver en bruger på Twitter.

Snapchat: Det er en fejl

Mediet The Verge har været i kontakt med en talsperson ved Snapchat, som i en mail undskylder for filteret.

- En gruppe af vores ansatte har været involveret i udviklingen af konceptet, men den version af filteret, der blev offentliggjort, er ikke blevet godkendt gennem vores bedømmelsessystem. Vi undersøger nu, hvordan fejlen er opstået, så vi kan undgå det fremover, står der i mailen fra Snapchats talsperson.

Det er dog ikke første gang, Snapchat har været i vælten for publicering af uheldige filtre.

I 2017 deltog Snapchat i markeringen af kvindernes internationale kampdag. Her lancerede de filtre, der forestillede berømte kvindet, herunder blandt andre Frida Kahlo. Men med filteret fulgte et lag makeup og en effekt, der slankede brugernes ansigter.

Tidligere er mediet også blevet kritiseret for at karikere asiater med et filter, der farvede brugernes ansigter gule.