GO'

Google kaster sig ind på spilmarkedet: - De er bagud på point

Tirsdag har Google lanceret en digital spillekonsol ved navn Google Stadia. Eksperter kalder den fremtiden, men er ikke kun imponerede.

Normalt forbinder man konsolspil med en lille boks, der skal kobles til et fjernsyn.

Der er imidlertid ikke brug for nogen boks til spilplatformen Google Stadia, som Google tirsdag har lanceret i 14 lande - herunder i Danmark.

I stedet for en fysisk konsol består Google Stadia kun af en controller og en Chromecast, der gør det muligt at streame spillene direkte fra en telefon eller en tablet til fjernsynet.

Når man køber Google Stadia, får man disse to ting: En controller og en Chromecast. Resten foregår online.

- Vi har forsøgt at skabe en let tilgængelig spilplatform, hvor man sådan set ikke skal bruge andet end et fjernsyn og en hurtig internetforbindelse, forklarer Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark.

Fremtiden er på vej

Ifølge 'Go' morgen Danmark's spilekspert, Thomas Bense, er den nye digitale konsol første skridt på vejen mod fremtiden.

- Det her er bare startskuddet. Om et par år så er det her helt almindeligt, siger han i tv-programmet.

Og den overbevisning deler gadgetekspert David Guldager.

- Det er svært selv for mig at forstå, at det kunne være på den her måde, siger han.

Det kan godt gå hen og blive en dyr affære

Thomas Bense, spilekspert

Ifølge David Guldager går der dog lidt tid, før en digital spillekonsol bliver den oplagte løsning for forbrugerne.

- Internetforbindelsen er utvivlsomt det vigtigste, og selvom jeg har hurtigt internet, kan jeg mærke, at Stadia nogle gange hakker. Men når vi lige om lidt får 5G, så bliver det ikke noget problem, vurderer han.

22 tilgængelige spil

Da Google Stadia ikke består af en fysisk konsol, er der selvsagt heller ikke brug for fysiske spil.

Man streamer spillene via fjernsynet.

I stedet ligger alle spillene i platformens onlineunivers – som en form for Netflix for spil.

- Der er dog den store forskel, at man både betaler et månedligt abonnement og skal købe de enkelte spil. Spillene koster cirka det samme som hos de andre spiludbydere, så det kan godt gå hen og blive en dyr affære, siger Thomas Bense.

Samtidig er udvalget af spil på den nye tjeneste ikke overvældende. Indtil videre er der 22 forskellige spil på platformen – blandt andet store succeser som 'Assassin's Creed, 'Red Dead Redemption' og 'Tomb Raider'.

Fælles for dem alle er, at de allerede findes til både PC og de eksisterende spillekonsoller.

- Der er ikke et eller andet supereksklusivt, så der er Stadia stadig bagud på point, vurderer Thomas Bense.

Om der kommer eksklusive spil på Stadia i fremtiden, vil Googles danske kommunikationschef, Jesper Vangkilde, ikke oplyse.

Noget tyder dog på det, for Google har allerede etableret deres eget spilstudie, fortæller Thomas Bense.

Hør spileksperternes dom over Google Stadia i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.