Fortnite gik i sort foran millioner af spillere: - Det her er aldrig sket før

Epic Games har intet sagt om, hvornår spillet er oppe igen, men professionel spiller forventer, at det vil ske indenfor få dage.

Et sort hul.

Det syn har siden søndag aften mødt spillere af det populære skydespil Fortnite.

Til at starte med tænkte jeg bare: Hvad fanden sker der?

Mikkel "Zrool" Uldahl Nielsen, professionel Fortnite-spiller

Natten til mandag kunne millioner af spillere verden over følge med, da en virtuel meteor pludselig kom flyvende mod den online kampplads og udslettede alt.

Mange spillere tjekkede sociale medier for at få svar på, hvad der skete, men heller ikke her var der meget hjælp at hente. Det eneste opslag viste - og viser endnu - en livestream af den sorte baggrund.

Det store stunt sker, i forbindelse med at 11. sæson af spillet bliver frigivet. Alligevel er det helt usædvanligt og uventet, at Fortnite vælger at afskære 250 millioner registrerede spillere fra at tilgå Fortnite på ubestemt tid, fortæller professionel Fortnite-spiller Mikkel Uldahl Nielsen, som går under gamer-navnet 'Zrool'.

- Spillere af Fortnite ved godt, at der tit sker uventede ting i det her univers, men det her er aldrig sket før. Det er helt nyt, at man overhovedet ikke kan spille, siger han.

Frustration blandt spillere: - Stop smerten

Mikkel Uldahl Nielsen sad selv og streamede sit spil live på det sociale medie Twitch, da meteoren ramte søndag aften.

- Til at starte med tænkte jeg bare: Hvad fanden sker der?, siger han.

Se hvordan det så ud, da Fortnite lukkede ned natten til mandag:

Han selv - og de 1500 personer, der fulgte med i hans stream - forventede, at de blot ville få adgang til den nye sæson med nye features, men den eneste mulighed var at trykke "end game".

På sociale medier står det også klart, at mange ikke bare er forventningsfulde, men også frustrerede over, at de ikke kan spille Fortnite.

- Jeg havde ikke forestillet, at jeg ville sidde og stirre på et sort hul time efter time. Vær sød at gøre en ende på smerten, skriver brugeren Pikalugia henvendt til Fortnite.

Mikkel Uldahl Nielsen forstår godt deres udbrud, men han er overbevist om, at der ikke går langt tid, før Fortnite lancerer den nye sæson.

Hvis ikke det bliver mandag, så bliver det inden for få dage, så dem, der lige nu holder efterårsferie, kan sandsynligvis godt nå at spille.

Fortnite gør alt for øge spændingen

Hvad den nye sæson byder på er dog svært at sige.

Hvor Fortnite plejer at afsløre en lille smule om de nye sæsoner, har der også været stille om, hvad den 11. kommer til at indeholde.

**

Perspektiv

Arkiv
Arkiv Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Fortnite-spiller vandt 20 millioner kroner

Fortnite har indenfor de seneste år udviklet sig til mere end et computerspil for underholdningens skyld.

I juli 2019 afholdt udvikleren bag, Epic Games, verdensmesterskabet i spillet. Den 16-årige amerikaner Kyle 'Bugha' Giersdorf, som endte på førstepladsen, vandt mere end 20 millioner kroner.

Også den 18-årige dansker Jonas Colkær Thomsen deltog. For sin 47. plads kunne han hive 335.000 kroner hjem.

***

Blandt gamere findes der personer, der målrettet arbejder på at læse koden i computerspillet, inden det er offentliggjort og dermed afsløre indeholdet.

Men denne gang har Fortnite placeret falsk kode, som gør, at man egentlig ikke kan regne med det, som de såkaldte leakers finder frem til, fortæller Mikkel Uldahl Nielsen

- Det er jo vanvittig smart. Alle spillere spekulerer nu i, hvad det næste bliver, så det har skabt ekstra stor mystik omkring opdateringen, siger han.

Indtil da må den 23-årige spiller selv undvære sin skærmtid, som normalt løber på i 10 timer dagligt.