Samuel L. Jackson skal lægge stemme til Amazons kunstige intelligens

16x9
(Arkivfoto) Samuel L. Jackson ved verdenspremieren på 'Spider-Man: Far From Home' i juni 2019. Foto: Chris Delmas / Ritzau Scanpix

Den virtuelle assistent kommer til at kunne sige hvad som helst med sin stemme - og du vil selv kunne vælge, om den skal bande eller ej.

Ejer du et stykke teknologi med Amazons virtuelle assistent, Alexa, får du snart mulighed for at give den en velkendt stemme.

Amazon arbejder nemlig sammen med en række kendte skuespillere for at få Alexas kunstigt genererede tale til at lyde som dem - heriblandt den ikoniske skuespiller Samuel L. Jackson.

Det skriver BBC.

Alexa er en virtuel assistent inkorporeret i Amazons højtalere og hovedtelefoner. Programmet forstår stemmekommandoer og kan blandt andet afspille musik, styre andet elektronisk udstyr og søge på internettet.

Ifølge Amazon kommer Alexa til at bruge en såkaldt neural text-to-speech engine samt lydoptagelser for at lære at imitere skuespillernes stemmer. På den måde kan den kunstige intelligens sige hvad som helst - uanset om skuespilleren nogensinde har sagt det i virkeligheden eller ej.

Amazons vicepræsident David Limp annoncerede onsdag hovedtelefonerne 'Echo Buds,' som er en af de enheder, der bruger Alexa.
Amazons vicepræsident David Limp annoncerede onsdag hovedtelefonerne 'Echo Buds,' som er en af de enheder, der bruger Alexa. Foto: Jeffrey Dastin / Ritzau Scanpix

Hvilke andre skuespillere end Samuel L. Jackson, man vil kunne vælge imellem i funktionen, er endnu ikke offentliggjort, men det kommer til at koste cirka syv kroner per stemme.

Med eller uden 'motherfucker?'

Den 70-årige amerikanske skuespiller Samuel L. Jackson er kendt for både ikoniske kult-film som 'Pulp Fiction' og moderne Blockbuster-hits som 'Django Unchained' samt 'Avengers'- og 'Star Wars'-filmene.

Samuel L. Jackson er næsten fast inventar i Quentin Tarantino-film - blandt andet i 'The Hateful Eight'.
Samuel L. Jackson er næsten fast inventar i Quentin Tarantino-film - blandt andet i 'The Hateful Eight'. Foto: Andrew Cooper / Capital Pictures

Han er blandt andet kendt for at bande en hel del, og særligt udtrykket 'motherfucker' har han taget et vist ejerskab over. I filmen 'Shaft' sagde han ifølge instruktøren Tim Story ordet omkring 40 gange på knap to timer.

- På et tidspunkt besluttede vi os for at tælle sammen, og vi nåede op på omkring 40. Han siger det bedre end nogen anden. Han ejer det, siger Tim Story til Vanity Fair.

Derfor vil det med Alexa også være muligt at vælge, om man vil have en version af Samuel L. Jacksons stemme, der bander eller ej.

Samuel L. Jackson i en Cadillac

Samtidig med offentliggørelsen af den nye stemmefunktion offentliggjorde Amazon også, at Alexa kommer til at være tilgængelig i alle General Motors biler, der er bygget i 2018 eller senere.

Det gælder blandt andre mærkerne Buick, Cadillac, GMC og Chevrolet.