Halvdelen af influenter snyder sig til flere følgere

En international undersøgelse viser, at 47 procent af danske influenter snyder med deres følgertal for at tjene flere penge.

En global undersøgelse fra det internationale analysebureau Hype Auditor viser, at 57 procent af alle influenter snyder med antallet af følgere på det sociale medie Instagram. Det skriver Politiken.

En influenter er for eksempel en blogger eller YouTuber med mange følgere.

Hype Auditor har analyseret 1,84 millioner Instagram-konti, herunder mere end 4000 danske influenter-konti.

Ifølge analysen ligger andelen af danske influentere, som snyder på den ene eller anden måde, på 47 procent.

Snyder for højere løn

Ifølge Politiken kan influenterne blandt andet købe sig til falske følgere og kommentarer eller deltage i såkaldte engagement pods, hvor en gruppe Instagram-brugere booster hinandens profiler ved at kommentere og synes godt om hinandens indhold.

Mange snyder med deres følgertal for at kunne kræve flere penge fra virksomheder for at reklamere for dem.

Overfor Politiken kalder erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) resultatet for problematisk og placerer ansvaret hos influenterne.

- Ligesom aviser ikke må snyde med oplagstallene, når de sælger annoncer, skal influenterne jo være ærlige om, hvor stor en skare der reelt følger dem.

- De må jo selv vide, at de følgere, de har købt sig til, sjovt nok ikke kan indgå som en del af lønforhandlingerne i forbindelse med annonceringer for en virksomhed, siger Christian Hannibal, som er digitaliseringspolitisk chef i DI, til Politiken.

Danske Bloggere: Virksomheder har selv et ansvar

I Europa er det generelt 53 procent af influenterne, som snyder med følgertallene.

Hos foreningen Danske Bloggere mener man, at virksomhederne også bærer en del af ansvaret.

- Når det står så slemt til, vil jeg også mene, at virksomhederne selv skal være bedre til at tjekke, hvem de bruger, for ofte er det ikke svært at gennemskue.

- Jeg er overrasket over, at virksomhederne og de brands, der bruger de her mistænkelige influentere, ikke går mere op i det, siger Lisbeth Kiel, som er forkvinde for Danske Bloggere, til Politiken.