Instagram fjerner likes i nyt forsøg
Det kan have en positiv effekt, hvis Instagram underminerer like-jagten, mener to eksperter.
Ti likes, 100 likes eller en million likes?
På det sociale medie Instagram vil et hurtigt strøg på telefonen afsløre præcis, hvor mange mennesker der har trykket på det lille hjerte på hvert billede og dermed givet deres anerkendelse i den virtuelle verden.
Men en gruppe udvalgte brugere vil i fremtiden ikke se det lille tal under billederne. Som et forsøg har Instagram fjernet det fra en række canadiske brugeres profiler.
Det afslørede Instagrams underdirektør for indhold, Adam Mosser, under denne uges F8-konference, hvor mediets ejer, Facebook, præsenterede sine nyeste tiltag.
Målet er ifølge ham at gøre Instagram til "et mindre stresset miljø", der handler mindre om like-jagt for brugerne. Det skriver Buzzfeed.
Likes er anerkendelse
I stedet for tælleren vil der komme til at stå navnet på en enkelt bruger, der har trykket på hjertet, efterfulgt af "...og flere synes godt om".
Kun ejeren af billedet kan altså se antallet af hjerter, der er sendt i deres retning.
Det har altid været vigtigt for mennesker at opleve, at andre synes om en, men ifølge Vincent F. Hendricks, professor i formel filosofi på Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet, har likes på sociale medier gjort det meget målbart og offentligt, hvor meget social kapital hvert enkelt menneske ser ud til at have.
- Det er en en meget transparent børs. I bund og grund kan man sige, at jo flere likes du har, jo bedre er det. Det er en del af anerkendelsesøkonomien, siger han til TV 2.
- Det giver et lille dopaminchok, hver gang man får et like. Det er det samme som et klap på skulderen, siger han.
Instagram og den indirekte konkurrence, der følger med like-funktionen, er tidligere blevet beskyldt for at have negativ indflydelse på især unges trivsel og mentale sundhed.
Mindre spejling i andre
I 2017 viste en undersøgelse fra velgørenhedsorgansationen The Royal Society for Public Health, at Instagram var det sociale medie, som havde størst betydning for unges følelse af depression, angst og frygten for at gå glip af noget. Instagram slog mere ud på de negative parametre end både Facebook, Snapchat, Twitter og Youtube.
Det skyldes blandt andet den konstante spejling i andre, der sker på mediet, siger Lykke Møller Kristensen, forfatter til bogen 'Børn og sociale medier'.
- Derfor tror jeg, at det kan være meget positivt, hvis Instagram faktisk ruller det helt ud og gør det privat, hvor mange likes et billede har fået, siger hun.
Ikke nok med, at der bliver mindre fokus på antallet af likes, den enkelte får. Der bliver også mindre fokus på, hvem eller hvad der er "det populære" eller "det rigtige", fordi det simpelthen ikke kan måles i et tal.
- I dag er der en lemmingeffekt i de sociale medier. Hvis der er mange, der har liket noget, så er det selvforstærkende. 'Den har SÅ mange likes? Jamen, så må det jo være en fed kjole, som jeg også liker,' ræsonnerer vi, siger Lykke Møller Kristensen.
Uden likes skal Instagram-brugere i stedet forholde sig til, hvad de selv synes, og ikke så meget, hvem der scorer højest på like-kontoen.
Og så vil der formentlig komme færre likes generelt, lyder det enstemmigt fra forfatteren og Vincent F. Hendricks.
Twitter lukker også for likes
Fra Instagrams side lyder det, at de med mediets nye tiltag ikke har nogen intention om at "tilskynde en særlig adfærd" hos brugerne.
Det tvivler Vincent F. Hendricks dog en smule på.
- De sociale medier lever af brugernes engagement. Det er deres forretningsmodel, så mon ikke de nok skal finde en ny måde at få engagement på?
Tiltaget fra Instagrams side kommer, efter Twitter i begyndelsen af marts indførte noget lignende. Her sendte det sociale medie en prototype-app ud til download, som fjernede like-funktionen.
Det er endnu uklart, hvornår eller om både Twitter og Instagrams test-features bliver tilgængelige for den brede befolkning.