Tech

Facebook bandlyser flere personer for hadtale

Milo Yiannopoulos, Alex Jones og Louis Farrakhan er tre af de personer, som Facebook har besluttet at bandlyse. Arkivfoto.

I et forsøg på at bekæmpe ekstremistiske holdninger på sociale medier har Facebook bandlyst flere personer.

Facebook har valgt at bandlyse flere personer, som, de mener, udfører hadtale.

Det drejer sig blandt andre om personen Louis Farrakhan, der er leder af Nation of Islam, som er en gruppe, der mener, at sorte har deres hjemsted i islam.

Derudover drejer det sig blandt andre om konspirationsteoretikeren Alex Jones samt andre "ekstremister".

Facebook mener, at de har været i modstrid med retningslinjerne om "farlige personer".

Bandlysningen består i, at man hverken kan bruge selve Facebook-siden eller det sociale medie Instagram, som Facebook ejer.

Kontroversiel skikkelse

Facebook har også bandlyst flere højreorienterede personer som republikaneren Paul Nehlen, journalisten Milo Yiannopoulos, radioværten Paul Joseph Watson og aktivisten Laura Loomer.

Derudover har virksomheden udelukket Alex Jones' hjemmeside, Infowars, der skriver om konspirationsteorier.

Alex Jones har længe været en kontroversiel skikkelse i USA. Han er i flere omgange kommet i juridiske problemer på grund af sine udtalelser.

Han har gentagne gange omtalt et såkaldt "folkemord mod hvide mennesker" i USA. Han har derudover udtalt sig meget kritisk om indvandring fra Latinamerika og Mellemøsten.

Forsøger at fjerne hadtale

Facebooks bandlysninger sker som led i et forsøg på at fjerne hadtale og ekstremistiske synspunkter fra det sociale medie.

Virksomheden er tidligere blevet skudt i skoen ved, at den lader hadtalere ytre sig frit på det sociale medie.

- Vi ved, at der stadig er tilhængere af hvidt overherredømme og andre ekstremistiske personer, der aktivt bruger begge platforme til at sprede deres had og snæversynethed, siger Keegan Hankes, der er senioranalytiker i Southern Poverty Law Center, som bekæmper hadgrupper i USA.