Tech

Hjemmerobotter og fladskærm på rulle: Tech-året 2018 bliver vildt

Tech-messe i USA afslører, hvordan dit hjem kan forandres med ny teknologi

Alt tyder på, at 2018 kan blive året, hvor tech-verdenen skal gennemgå store forandringer.

Robotterne rykker for ind i folks hjem. Samtidig ser vi sundhedsbølgen spytte endnu flere og mere nyttige produkter ud.

Det er den fornemmelse man får efter at have taget et kig på nogle af de produkter, der blev lanceret på verdens største messe for forbrugerelektronik i Las Vegas, USA.

Consumer Electronic Show, eller blot forkortet CES, er en årlig åbning af året for tech- og gadgetinteresserede. Her står alverdens producenter på nakken af hinanden for at gøre forbrugerne opmærksomme på deres nye, spændende og innovative produkter.

Messen er netop slut, og en del nyheder har gjort sig bemærket. Vi har fokuseret på fem af de mere interessante og sigende for året 2018.

Buddy

Robotter er et af de helt store samtaleemner og kunne også meget vel snart lande i et hjem nær dig. På messegulvet kørte en del robotter rundt. Men få gjorde det så overbevisende som Buddy fra franske Blue Frog. Robotten er en form for ledsagerrobot, der kører rundt i hjemmet. Den vil kunne klare flere opgaver for dig. Blandt andet overvåge hjemmet, foretage videoopkald, læse bog for børnene, vække dig, når du skal op, og meget mere. Men hvornår den kommer til Danmark, ved den dog ikke helt endnu. 

Sony Aibo

Den lille hund fra Sony bliver i 2018 relanceret som ny. Den er blevet mere avanceret med flere sensorer - blandt andet kan den nu registrere, hvis du aer og nusser den. Den er som en langt mere avanceret Tamagotchi - de små virtuelle venner fra 90'erne. Prisen er dog også langt højere. Den vil blive lanceret i Japan til en pris fra 10.000 danske kroner og et abonnement på omkring 160 kroner om måneden. Så slipper du dog også for de rigtige hundelorte.

Jabra Elite Active 65t

Fra vores egen lille danske andedam finder vi disse trådløse hovedtelefoner. Med dem i øret kan du langt nemmere få information om eksempelvis din træning. De fungerer sammen med de små robotassistenter som Apples Siri, Amazons Alexa og Google Assistent. Små trådløse hovedtelefoner bliver uden tvivl et af årets helt store fokusområder.

LG Display

Dette er et produkt, vi nok ikke kommer til at se i 2018, men tendensen er alligevel interessant. For hvorfor skal skærme nødvendigvis være ufleksible? LG og andre producenter har længe eksperimenteret med folde-skærme, og nu er de selvsikre nok til at fremvise en prototype af en foldbar OLED-fladskærm, der kan rulles op på væggen. Det er en teknologi, vi kommer til at se meget mere til både på fladskærme og mobiler.

L'Oreal UV Sense

Sundhedsbølgen har for længst ramt tech-landet. Og det franske kosmetikfirma L'Oreal har før fremvist et plaster, der måler din UV-værdi i solen. Nu er de så klar med en lille sensor, der skal sidde på neglen. Placeringen på neglen er afgørende for at kunne give dig en passende måling. Sensoren kan måle, hvor meget sol du har fået. Og ved hjælp af NFC-teknologien kan du scanne sensoren med mobilen og se UV-tallene.