Så vild er Typhoon-atomubåden: 175 meter lang, 23 meter bred og bygget til at udslette USA
Fredag sejler verdens største atomubåd gennem Storebælt.
I 2006 rejste jeg sammen med min redaktør fra tv-programmet Rød Zone, vores fotograf og en tolk til Rusland for at besøge en mand, der havde holdt verdens skæbne i sine hænder.
Vi havde da også en lettere knugende fornemmelse i maven, da vi steg ombord på flyet østpå, men det skyldtes ikke vores alvorlige ærinde.
Destinationen var Murmansk ved Barentshavet i det nordlige Rusland og dengang i 2006, havde flyselskabet Aeroflot ikke det bedste ry.
Aeroflots fly havde det med at være dårligt vedligeholdt og styrte ned i langt højere grad end andre selskabers fly. Men der var ingen vej udenom.
Jeg skulle nemlig interviewe en tidligere kaptajn på verdens mest frygtindgydende våbensystem og den største ubåd, der nogensinde er bygget: Typhoon.
Kaptajnen var nu pensioneret, men boede stadig i Murmansk – tæt på den russiske nordflåde, hans gamle arbejdsplads.
Modtagelsen var slet ikke, som vi havde troet.
Kæmpeubåd på vej mod Storebælt
Grunden til, at jeg fortæller historien om min rejse til Murmansk nu er, at manden, jeg skulle møde, var pensioneret ubådskaptajn. Hans navn var Alexander Bogatjev, og han var en af de få, der havde haft kommandoen over verdens største ubåd.
Det er aktuelt i dag, fordi Kaptajnens gamle arbejdsplads, den lydløse dræber, snart sejler tæt forbi Danmark. Hvis man er heldig, vil man efter alt at dømme kunne se den store, sorte maskine sejle under Storbæltsbroen i løbet af lørdagen.
Det fortæller Søren Lindhardt fra Forsvarets pressetjeneste og tilføjer, at ubåden skal være opdykket, når den passerer dansk farvand. Søren Lindhardt forklarer yderligere, at et af søværnets fartøjer vil følge ubåden på vej.
Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax og det norskbaserede thebarenstobserver.com, er verdens største atomubåd nu på vej fra sin base i Barentshavet til en flådeparade ud for Skt. Petersborg i Østersøen.
Flere norske kilder skriver lige nu, at ubåden sejler langs den norske kyst.
Også på det sociale medie Twitter er der billeder af, at ubåden nu er på vej:
Men tilbage til Murmansk i 2006:
Trods flyselskabets blakkede ry landede vi sikkert i lufthavnen.
Det var temmeligt sent, og vi var temmelig trætte. Men vi skulle ikke få lov til at gå direkte i seng på hotellet.
Borgmesteren ventede i lufthavnen
I lufthavnen ventede borgmesteren i Murmansk, den pensionerede ubådskaptajn Alexander Bogatjev, flere embedsmænd, en minibus og en politieskorte.
Så efter at have sagt pænt goddag blev vi kørt direkte til hotellet, fik 10 minutter til at checke ind, og så skulle vi videre.
Borgmesteren og kaptajnen, som åbenbart var en stor mand i byen på grund af sin militære fortid, havde fået åbnet en restaurant alene til vores selskab, som vel var på en 10-12 personer.
Så kom der mad - meget mad - på bordet. Og endnu mere vodka.
Russernes blikke signalerede tydeligt, at det ikke var en mulighed at nøjes med vand.
Den sidste af sin slags
Den Typhoon-ubåd, der i disse dage nærmer sig de danske farvande, hedder Dimitri Donskoy. Det er den sidste af Typhoon-klassen. Resten er skrottet eller ude af stand til at sejle.
Dimitri Donskoy blev søsat som fuldt operativ i september 1980. Opkaldt efter storhertug Dimitri Donskoy af Moskva som levede mellem 1359 til 1389.
En russisk helt og angiveligt grundlæggeren af Moskva.
Nutidens Typhoon er ikke ufarlig, og den vækker stadig bekymrede miner. Ikke på grund af sine mange missiler, for de er ikke længere ombord. Men fordi en Typhoon-ubåd drives af to temmeligt gamle atomreaktorer. Så hvis ubåden skulle lide skibbrud, er der en risiko.
Især hvis den nuværende kaptajn tager lige så tørstigt for sig af vodkaen, som Alexander Bogatjev gjorde, da jeg mødte ham i Murmansk.
Der var vodka på bordet
Til den sene middag i restauranten sad jeg ved siden af kaptajnen og havde tolken tæt på mig. Han skænkede op, vi drak lidt, og så skænkede han op igen.
Som udsendt for TV 2 holdt jeg igen med vodkaen, men helt at nøjes med vand – det virkede ikke som en mulighed i kaptajnens selskab.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange jeg havde frygtet, at forkerte oplysninger eller forkerte signaler risikerede at udløse en atomkrig mellem de to militære supermagter dengang under den kolde krig.
Her sad vi fra Rød Zone med en mand, der havde haft kontrollen over 200 atomsprænghoveder, rettet mod USA og var klar til at affyre dem.
Det tegnede til at blive en interessant samtale. For hvordan havde han det egentlig med, at han kunne blive beordret til at slå millioner ihjel?
Ubåden sikrede, at Sovjet kunne lægge USA i grus – uanset hvad
Navnet Typhoon er NATOs betegnelse for den største ubådsklasse - det sovjetiske navn er ’Akula’, der betyder haj.
Typhoon-serien blev udviklet i i 1970’erne for at sikre, at Sovjetunionen kunne svare igen på et atomangreb. Konceptet blev kendt under sin forkortelse M.A.D. og stod for Mutually Assured Destruction (gensidig sikret ødelæggelse).
Grundidéen var, at hvis enten USA eller Sovjet gik til angreb, ville den anden part med stor sandsynlighed blive nærmest udslettet fra jordens overflade i ordenes helt bogstavelige forstand.
Derfor havde begge parter brug for, at kunne besvare et atomangreb med styrker, der ville være sikre imod modpartens første angreb. For eksempel med ubåde, der, selv efter at resten af de væbnede styrker var blevet omdannet til radioaktiv aske, kunne dukke op og sikre, at det samme skete for modstanderen.
På den måde var atomubådenes dødbringende last af atommissiler på sin vis med til at sikre freden. Ingen havde lyst til at angribe, når de viste, det ville udløse et radioaktivt ragnarok.
En situation der levede op til forkortelsen MAD (der også betyder ’sindssygt’ på engelsk).
Men jeg frygtede, som det meste af Vesten, at noget kunne gå galt. At én af parterne misforstod, hvad der skete på den anden side. At alle de avancerede systemer ville melde, at et angreb var på vej, selvom det ikke var.
Og det var faktisk tæt på flere gange.
Skjulte sig under isen
Dimitri Donskoy var én af i alt seks atomubåde med denne funktion, og er i dag den sidste af sin slags, der kan sejle.
Sammen med de fem andre ubåde af samme type kunne den holde sig skjult under den arktiske iskappe i månedsvis og dermed sikre, at Sovjetunionen kunne slå tilbage uanset hvad.
En Typhoons skrog blev konstrueret i fem lag – det yderste lag af særlige, lyddæmpede plader. De mange lag gjorde det muligt at dykke ned til 400 meter og gav en ekstra sikkerhed, hvis der skulle gå hul i de yderste lag af skroget.
Det betød også, at ubåden kunne bryde igennem den mange meter tykke polaris.
Med en længde på 175 meter, 23 meters bredde og en højde på 12 meter er Typhoonen en kæmpe – og i øvrigt godt en meter længere, end de amerikanske Ohio-ubåde, der udførte samme opgave for USA.
Samlet set var en Typhoon dobbelt så tung, som sine amerikanske konkurrenter, blandt andet på grund af de fem lag i skroget.
Størrelsen gav god plads til de 20 atommissiler, men også til den 160 mand store besætning, så de kunne holde ud at leve neddykket i månedvis.
Og de levede alle med visheden om, at en dag kunne det blive alvorligt. Især kaptajnen.
Ansvar for sit men også for resten af verden
For kaptajn Bogatjev var risikoen for, at han skulle trykke på knappen en naturlig del af hans personlige og professionelle udvikling. Det fortalte han mig i Murmansk.
- Forstår De, en militær profession indebærer, at man gør tjeneste dér, hvor man bliver sendt hen. At være i overkommandoen er en militær pligt, vi har aflagt en ed. Derfor kom jeg til ’Typhoon’ for at gøre tjeneste efter ordre fra mine chefer.
Jeg bed mærke i, at vi var Des den aften. Bagatjev var af den gamle skole og militært uddannet. Når han brugte ord som ’pligt’, betød det noget helt konkret for ham. At have ansvaret for 200 atombomber og millioner af menneskers liv var en ære for ham.
- Det er jo ikke noget, der kommer med det samme. I løbet af tjenestetiden og lige fra de unge år, sker der en opdragelse. Så sker der en udvælgelse af en. Det er jo ikke alle, der udpeges til sådanne stillinger. Derfor – når man udpeges til en så ansvarsfuld stilling - kommer der også en bevidsthed af, at man ikke kun har ansvar for sig selv og sit land, men for verden i det hele taget.
Han havde selv skrevet 'Flyv med Fred' på et af atommissilerne i sin ubåd. Det skulle minde om våbnets primære rolle: At afskrække fjenden og tage modet fra ham og på den måde forhindre krig.
At hans fjende var USA, var han helt afklaret med. Det fandt jeg ud af senere den aften i Murmansk.
200 sprænghoveder med hvert deres mål i USA
De to atomreaktorer betød, at en Typhoon skød en fart af godt 40 kilometer i timen i overfladen og 50 kilometer i timen neddykket. Men missillasten var det, der for alvor gjorde fartøjet farligt.
Ubåden blev udstyret med skræmmende kraftige atommissiler. R-39 med NATO kodeordet SS-NX-20 ’Sturgeon’ (eller ’stør’ på dansk).
20 interkontinentale ballistiske missiler med hver 10 uafhængige atomsprænghoveder. Det svarer til en samlet sprængkraft på op imod 20.000 kiloton. Hiroshima-bomben Little Boy havde en sprængkraft på cirka 15 kiloton ifølge atomicheritage.org. En Typhoon sejlede altså med en samlet sprængkraft på op imod 1.350 Hiroshima-bomber.
Hvert af de 20 missiler var godt 10 meter højt og vejede 84 tons. Det meste af vægten var ifølge Nationlinterest.org brændstof for at kunne transportere de 10 sprænghoveder godt 7.000 kilometer væk og dermed ramme ethvert ønsket mål i USA.
Når missilet var over USA, ville det frigøre de 10 uafhængige sprænghoveder, som hver havde sit eget mål. Deres sprængkraft var godt 100 kiloton - altså næsten syv gange så meget som bomben over Hiroshima.
Så det er absolut ingen overdrivelse af kalde kaptajn Bogatjevs fartøj for en dommedagsmaskine.
Du kan selv teste her, hvor meget ødelæggelse bare et enkelt atomsprænghoved kan levere.
Jagten på Røde Oktober
Sovjetunionen havde ingen interesse i for megen opmærksom om de enorme ubåde. Men i 1984 skrev forfatteren Tom Clancy bogen ’The Hunt For Red October’ – Jagten på Røde Oktober.
Bogen handlede om en utilfreds ubådskaptajn, der mente, det var vigtigt, at USA vidste, hvad ærkefjenden Sovjetunionen havde af våben, så de var forberedte.
Tom Clancy skrev ifølge nationlinterest.org om en enorm ubåd, der faktisk var endnu større en Typhoon-klassen.
Det var skræmmende, at den fjende, som jeg havde levet med i 35 år, rent faktisk havde et våben, der kunne starte dommedag.
Bekymring for de to reaktorer
I 1990 gik ubåden i dok for at at gennemgå diverse reparationer og opgraderinger. Det tog 12 år. Et eksempel på at Rusland slet ikke havde ressourcerne til at leve op til landets egne militære ambitioner.
Nu er den sidste Typhoon altså ifølge The Barents Observer på vej til Skt. Petersborg for at deltage i det russisk arrangerede International Maritime Defence Show, der begyndte den 28. juni.
Derefter er det ifølge samme medie meningen, at ubåden skal deltage i en den årlige flådeparade den 30. juli. Det citerer de avisen Nezavisimaya Gazeta for.
Flådeparaden får normalt besøg af præsident Vladimir Putin og er derfor en stor begivenhed i Rusland.
Typhoon-ubådene er en del af historien om den Kolde krig. Det er en skræmmende dommedagsmaskine, men der er sandsynligvis ingen missiler ombord, når ubåden som forventet passerer gennem Storebælt.
Alligevel er der bekymrede stemmer.
- Jeg er meget bekymret over, at denne armageddon-maskine designet i 1970'erne, som har to gamle atomreaktorer, nu er på vej til Østersøen via kysten af Norge og gennem danske farvande, siger Nils Bøhmer, daglig leder af miljøorganisationen Bellona til TV 2.
- Der er desværre ingen officielle oplysninger om, hvor den befinder sig. Det gør situationen endnu mere vanskelig for de norske og danske myndigheder, hvis de vil lave et beredskab.
Tilbage i Murmansk den nat i maj 2006 var det ikke bekymringen om reaktorerne, der spillede den store rolle.
Man skal nok være optimist
Selvom jeg nok burde have forventet det, var kaptajn Bogatjev ret klar i mælet.
- Jeg hader amerikanerne. De er min fjende, sagde han.
- Har De nogensinde mødt en amerikaner? spurgte jeg temmelig naivt.
- Nej.
- Men hvordan har De det så med muligvis at skulle slå så mange af dem ihjel?
- Ved De hvad? Vi er i det store og hele optimister, og så tænker man bare ikke over det. Hvis man skulle tænke på det hele tiden, så skulle man nok ikke vælge sig sådan en profession.