Tech

Nu er dankortet rykket over på din telefon

En ny app fra Nets skal gøre det muligt at betale nemt og hurtigt blandt andet i supermarkeder. Appen er foreløbig kun tilgængeligt med iOS.

Nets har torsdag lanceret deres seneste bud på en løsning, der skal gøre det lettere for danskerne at betale i butikkerne.

Betalingsløsningen hedder 'Dankort app' og kan bruges i Danmarks to største detailhandelskæder Coop og Dansk Supermarked.

I første omgang kan app'en dog kun hentes af de kunder, der har en iPhone. Betalingen foregår ved, at man går ind i appen og holder sin telefon over en dertil indrettet boks ved kassen i supermarkedet. Og så trækkes pengene automatisk.

Dermed rykker Dankortet ind i telefonen, så forbrugerne kan lade Dankortet ligge derhjemme og i stedet bruge telefonen til at betale.

- Det, vi gerne vil, er, at lave en betalingsoplevelse, som rigtig mange af os bruger med det kontaktløse dankort, siger Jeppe Juul-Andersen, der er direktør for Dankortet hos Nets.

Konkurrent til MobilePay

Den nye app bliver en direkte konkurrent til Danske Banks MobilePay, der også gør det muligt at betale med mobilen i blandt andet supermarkeder.

I første omgang vil appen kun henvende sig til mobiler med iOS i en såkaldt beta-version. Ifølge Nets, er det planen, at det skal være kompatibelt med Android inden for et par uger.

Konkurrenten MobilePay fortalte tidligere på måneden, at de lancerer en avanceret mobilløsning, som gør, at forbrugerne kan betale op til 250 kroner, selvom skærmen på deres telefon er låst. Til sammenligning ligger den nuværende grænse hos Dankortet på 200 kroner, hvis ikke forbrugerne skal indtaste kode.

- Det er klart, at vi hele tiden kigger på limits og på at gøre Dankort app endnu bedre, lyder det fra Jeppe Juul Andersen, der ikke frygter, at konkurrenter som MobilePay kan blive dankortets endeligt.

- Dankortet er super stærkt. I år kommer danskere til at bruge dankortet mere end nogensinde, siger han.

Apple er selv på markedet

En af de fælles udfordringer, som Nets og MobilePay, der er ejet af Danske Bank, har kæmpet med, er, at Apple har blokeret den umiddelbare adgang til at bruge telefonen til betaling for de danske udbydere. Apple er selv gået ind i markedet for betalinger, men løsningen er ikke kommet til Danmark endnu.

- Vi har i stedet fundet en bluetooth-løsning, der gør, at kunderne både kan bruge iPhone og Android-telefoner til at betale med, sagde Karsten Anker Petersen  kommunikationschef i Nets tidligere på måneden til TV 2.

Dankort fører stort

Et stort problem for MobilePay er, at Dankortet fører stort, når det gælder de nuværende betalinger i butikkerne, og at MobilePay hidtil har krævet ekstra udstyr ved siden af den nuværende terminal. Det gør MobilePay op med i et stort anlagt samarbejde med Dagrofa, der står bag kæderne Kiwi, Meny, DinKøbmand og Letkøb. Derudover kan MobilePay fremvise et samarbejde med McDonalds, Rema1000 og Matas.

Alligevel er MobilePay bagud, da Coop og Dansk Supermarked er fire gange større i volumen på det danske dagligvaremarked. MobilePay kæmper videre og forsøger at slå til lyd for åbne standarder, hvor forbrugerne selv kan vælge mellem MobilePay og det mobile dankort.