Lægger du fastelavns-billeder af børnene på Facebook? Det kan give store problemer

Forældre poster billeder af deres børn i fastelavnsudklædning i ét væk, og det er nok de færreste, der overvejer, hvilke konsekvenser det kan have.

- Til alle jer, der smider billeder af jeres børn på Facebook: STOP.

Sådan lyder det i en satirisk video, TV 2 Zulu har lavet i anledning af fastelavn, som kan ses i toppen af denne artikel, og som på få timer er blevet set af næsten 400.000 mennesker.

Men det er faktisk ikke for sjov, når forældre smider hundredevis af billeder af ungerne i cyberspace.

- Du fratager fuldstændig børnene kontrollen over deres identitet. De billeder er deres CV, og du risikerer at gøre dem en stor bjørnestjeneste ved at dele billeder af dem, siger Pernille Tranberg, der er dataetisk rådgiver og indehaver af virksomheden Digital Identitet, til TV 2.

Brikker i et puslespil

Når et barn fylder fem år, vil der i gennemsnit være 973 billeder af barnet på internettet. Det viser en engelsk undersøgelse, som Jyllands-Posten beskrev i september sidste år.

Og selvfølgelig kan det virke harmløst at lægge et billede af datteren klædt ud som en havfrue eller drengen som en stormtrooper på Facebook. Men faktum er, at når først man har lagt det op med navn og et tydeligt ansigt, er det meget svært at slippe af med igen.

- En enkelt post er som regel uskadelig, men på nettet bliver der indsamlet data om din identitet, som alt sammen er brikker i et puslespil. Ved at lægge billeder op, fratager man børnene evnen til at skabe deres egen identitet på nettet. Man gør dem til offentlige mennesker helt fra fødslen, pointerer Pernille Tranberg.

Billederne kan naturligvis slettes igen, men det er ikke til at vide, hvem der har delt det eller downloadet det, så i praksis kan det være meget svært at fjerne et billede.

Afstemning

Er det i orden, at forældre lægger billeder af deres børn på Facebook?

18-årig har sagsøgt sine forældre

For en 18-årig kvinde i Østrig fremstår forældrenes deling af billeder af hende som så krænkende, at hun har sagsøgt dem for at krænke hendes privatliv, skriver Telegraph. Og i Frankrig er der indført love, der kan give forældre bøder på helt op til 45.000 euro for at offentliggøre billeder af andre uden samtykke - inklusiv ens egne børn.

I Danmark er der ikke lavet lignende lovgivning, men det kan komme. Ifølge Pernille Tranberg vil de børn, der vokser op i dag, nemlig prioritere deres privatliv på nettet langt mere end voksne gør i dag.

- Når jeg taler med børn i skolerne, er det min oplevelse, at de ikke synes om at blive delt. Jeg synes, man skal overveje, om man gør det for sin egen eller for børnenes skyld, siger Pernille Tranberg.