Dansk hold vinder kæmpe computer-turnering: Scorer knap to millioner kroner

De fuldtidsprofessionelle computerspillere fra Astralis har haft et turbulent 2016, men søndag vandt det danske hold en stor, prestigefyldt turnering.

For mange er computerspil en fritidsbeskæftigelse, som foregår i weekenden med dertilhørende pizza og cola.

Men for det danske hold Astralis tages skydespillet Counterstrike ekstremt seriøst. Faktisk så seriøst, at holdet søndag formåede at vinde den store internationale turnering Esports Championship Series Season 2 - Finals i Los Angeles med en førstepræmie på over 1,7 millioner kroner.

- For vores hold er det den klart største sejr. Vi vandt flere turneringer sidste år, men præmiepengemæssigt er det her en af de absolut største, og derfor også en af dem, der betyder allermest, siger Astralis-direktør Frederik Byskov til TV 2.

Sportspsykolog og fysisk træning

Holdet består af fem professionelle computerspillere og deres træner, men 2016 har været et turbulent år for Astralis, fortæller Frederik Byskov.

Året blev indledt med en fin placering som nummer fire på verdensranglisten, men derefter fulgte en otte-ni måneder lang nedtur, hvor resultaterne svigtede.

Det har betydet udskiftning i spillertruppen, ligesom en sportspsykolog har været tilknyttet for at få tankerne på ret køl igen.

Det lyder måske underligt, men Astralis har også haft fokus på den fysiske del af spillet, fordi spillerne ifølge Frederik Byskov kan rende ind i skader i albue, skulder og håndled.

Den ekstra indsats har forbedret både fysik og psyke, og det glæder Frederik Byskov, at det gav udslag i turneringssejren søndag..

- Vi har vundet 16 kampe i træk mod de bedste hold i verden uden at tabe en kamp, og det er kæmpe præstation, efter den nedtur vi havde tidligere på året, siger Frederik Byskov.

Lige så professionelle som fodboldspillere

De fem spillere og deres træner er ansat hos Astralis til en fast månedsløn.

Præmiepengene deler de imellem sig, og med samlede præmieindtægter på over 5,5 millioner kroner alene i år, tjener spillerne godt. Det betyder også, at de ikke arbejder ved siden af, fortæller Frederik Byskov.

- De laver ikke andet end at spille. Det er ligesom en fodboldspiller i Brøndby og FCK.

Det er forskelligt, om spillerne mødes rent fysisk hver dag for at træne. Nogle gange sidder de derhjemme foran deres egen skærm, men andre gange samles de på kontoret med deres træner for at finpudse taktikken.

Computerspillet tages lige så seriøst som et hvilket som helst andet arbejde.

- Det her handler ikke om at sidde og spise pizza og drikke cola foran computeren. Det må man endelig ikke tro. Sådan er det slet ikke at være professionel atlet, siger Frederik Byskov.

Så meget tjente e-sportshold i 2015

  1. Cloud9 - 10 mio.

    Cloud9 spiller primært Dota 2 og Counter-Strike. Men de har også vundet præmiepenge på spillene Heartstone og Mario-spillet Smash Bros. Holdet har base i Los Angeles i USA.  

  2. SK Telecom - 10,4 mio.

    Telecom T1 dominerede i 2015 i Sydkorea. Præmiepengene kom primært fra spillet League of Legends (LoL). 

  3. EHOME - 10,7 mio.

    EHOME havde det i 2015 svært i de asiatiske turneringer, men holdet klarede sig til gengæld godt i USA og Europa. 

  4. COGnitive Gaming - 12,1 mio.

    COGnitive Gamings indtjening kom sidste år særligt fra Smite World Championships-turneringen i Atlanta. Her indkasserede holdet 8,9 millioner i præmiepenge. 

  5. Virtus.Pro - 14,6 mio.

    Virtus.Pro klarede sig i 2015 rigtig godt i computerspillet Counter-Strike. Blandt andet vandt holdet knap 700.000 kroner i ESL ESEA Pro League Invitational-turneringen i Dubai. Den største fortjeneste kom dog ved den amerikanske turnering The International 5 (TI5), hvor holdet samlet vandt 8,2 millioner kroner. 

  6. Team Secret - 15,3 mio.

    Team Secret vandt blandt andet en tredjeplads ved Dota Asia Championships, der indkasserede holdet 1,9 millioner kroner. 

  7. Vici Gaming - 17,7 mio.

    Alene en fjerdeplads ved turneringen TI5 sikrede holdet Vici Gaming en gevinst på 10,7 millioner kroner.  

  8. LGD Gaming - 20,9 mio.

    Med en tredjeplads ved TI5 kunne LGD Gaming putte 15,1 millioner kroner i lommen. Den samlede indtjening i 2015 var på 20,9 millioner. 

  9. CDEC Gaming - 22,1 mio.

    Holdet CDEC Gaming kom med til turneringen TI5 på et wildcard. Derfor var det en enorm overraskelse, at holdet nåede en andenplads. Sammen med andenpladsen fulgte 19,6 millioner kroner. 

  10. Evil Geniuses - 80,6 mio.

    Evil Geniuses vandt førstepladsen i turneringen TI5. Og alene præmiepengene fra den turnering var nok til at give holdet en førsteplads på listen. Hele 45,5 millioner indkasserede holdet på den konto. I alt tjente Evil Geniuses i 2015 80,6 millioner kroner.

Kilde: esportsearnings.com og Redbull.com