Tech

Her er årets mest sete videoer på Youtube

Imens 2016 langsomt lakker mod enden, så har videosiden Youtube opgjort hvilke videoer, der er blevet vist flest gange.

Japansk komik, fodbold i Europa, kendisser på køretur og nogle af Youtubes største stjerner. 

Der er lidt for enhver smag i den årlige opgørelse over de mest sete videoer, der sammenlagt er blevet set mere end 550 millioner gange og i over 25 millioner timer. Opgørelsen er primært baseret på, hvor mange gange en video er blevet vist, men også hvor meget den er blevet delt, liket og kommenteret.

På den absolutte førsteplads har vi den engelske sangerinde Adele, som kører en tur med den engelske tv-vært James Corden. Serien har været et populært hit, hvor tv-værten kører med forskellige kendisser og snakker om løst og fast. 

Videoen er blevet set 139 millioner gange.

Nummer to på listen har vi også beskrevet på tv2.dk, og er den japanske komiker, som lavede et viralt hit med den komplet meningsløse sang 'Pen-Pineapple-Apple-Pen', hvor han synger om æbler og ananas.

Men han hentede alligevel 95 millioner visninger på Youtube. Videoen er også blevet spredt grundigt på Facebook, hvor den er blevet vist over 70 millioner gange.

Nummer tre på listen finder vi Lincoln Markham med sin far Daniel. Duoen har specialiseret sig i at skære tilfældige ting op og kigge, hvad der findes indeni. I denne video skærer de "klapperen" på en klapperslanges hale op for at kigge nærmere på indholdet. 

Det har givet dem knap 60 millioner visninger.

På fjerdepladsen har vi en reklame for Nike, hvor de har samlet nogle af jordens helt store fodboldprofiler. Her skifter Cristiano Ronaldo krop med en dreng og så har vi balladen i en reklame, som vist ikke har været helt billig at skabe.

Den er blevet set 57 millioner gange.

På en femteplads finder vi det amerikanske talentshow 'America's Got Talent', hvor den 12-årige Grace Vanderwaal tryllebinder publikum og den altid småsure dommer Simon Cowell. Hun ender med at vinde konkurrencen og udsendte senere sit første album 'Perfectly Imperfect'.

Klippet med hende er blevet set 46 millioner gange.

Sjettepladsen går til herrerne fra Youtube-kanalen 'Dude Perfect', hvor de laver det virale trick med at kaste med en vandflaske, så den lander oprejst. I videoen gør de det bare på mange forskellige måder. Tricket fik Liberal Alliance-formanden Anders Samuelsen også et viralt hit med for nogle uger siden.

Videoen er set 42 millioner gange.

På en syvendeplads ligger det amerikanske fænomen 'Lip Sync Battle', hvor kendisser mimer til andre kendte sange foran et publikum. Her fyrede ægteparret Channing og Jenna Tatum gevaldigt op for kedlerne til Beyoncé og Ginuwine. 

Klippet er blevet set 36 millioner gange.

Desværre er det originale klip ikke tilgængeligt i Danmark, men du kan se de to optrædener hver for sig her.

På ottende-, niende-, og tiendepladsen finder vi et kritisk tv-indslag om Donald Trump i talkshowet 'Last Week Tonight'. Youtube-stjernen Casey Neistat får lov til at flyve på 1. klasse fra Dubai til New York og kan slet ikke få armene ned. Og til sidst har vi to brødre, der overbeviser deres stakkels lillesøster om, at der er et udbrud af zombier i området - alt imens hun er delvist bedøvet efter et besøg hos tandlægen.

Se dem alle her:

De danske hits

Danmark har naturligvis også en top ti, og hvis vi ser bort fra musikvideoer fra pladeselskaber, så har vi stadig forbavsende meget musik på listen. 

Helt i toppen ligger Adam og Noah med deres satiriske sang 'Danser Sådan Her'. Den har fået 1,4 millioner visninger.

På andenpladsen ligger sangeren og youtuberen Armin Blaze med sangen 'Squad Goals'. Den har fået 1,2 millioner visninger.

På en tredjeplads ligger en video, som handler om Danmark, men ikke er lavet af danskere. Det er kanalen 'Geography Now', som har lavet et indslag om Danmark. Den er blevet set 1,2 milloner gange. 

 Du kan se resten af listen her: 

Den danske 2016 Top 10 på YouTub

  1. Adam & Noah - Danser Sådan Her (Musikvideo)
  2. Armin Blaze - Squad Goals ft. Eiqu [Official Video]
  3. Geography Now! Denmark
  4. Valdemar Gravesen - Danmark har talent - Audition 3
  5. Guldtuben 2016 LIVE kl. 20.30 #guldtubendk2016
  6. Fie Laursen - Min Ærlighed
  7. Novopleco - VORES MORGEN RUTINE!
  8. Benjamin Jønsson - Sange i Virkeligheden #5
  9. Dan Andersen - Prøv lige at se mig.
  10. momondo – The DNA Journey